Forhold til anden planlægning og lovgivning

Planloven

Et kommuneplantillæg må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for kommuneplanlovgivningen. I det følgende beskrives kommuneplantillæggets forhold til anden lovgivning.

Kommuneplan 2021

Kommuneplantillægget skal forholde sig til gældende kommuneplan. Der er tjekket for overensstemmelse med kommuneplanen. I de nedenstående behandles de temaer fra kommuneplanen der berøres.

Ved endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 016 udlægges kommuneplanramme T 3.2. Ved udlæggelsen af kommuneplanramme T 3.2 sker en delvis aflysning af kommuneplanramme F 3.1 for den del, der vedrører kommuneplanramme T 3.2. For kommuneplanramme F 3.1 ændres kun den geografiske afgrænsning.

Samtidig med udarbejdelse af nærværende kommuneplantillæg, udarbejdes lokalplan 159.

Med vedtagelse af kommuneplantillæg 016 sikres, at lokalplan 159 er i overensstemmelse med gældende kommuneplan.

Byudviklingsstrategi

Kommuneplanramme T 3.2 ligger i Slangerup, der er en af Frederikssund Kommunes centerbyer. I centerbyerne arbejder Frederikssund Kommune for at skabe vækst og sikre levende byer, hvor fællesskaber fremmes og den attraktive beliggenhed i naturskønne omgivelser udnyttes.

Kommuneplanrammen underbygger kommunens byudviklingsstrategi ved at give mulighed for udbygning af den digitale infrastruktur i Slangerup, som bidrager til centerbyens attraktivitet for bosætning, erhverv og turisme.

Anden lovgivning

Frederikssund Kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysiske planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.

Fingerplanen opdeler hovedstadsområdet i fire geografiske områder: Det indre storbyområde, det ydre storbyområde, de grønne kiler og det øvrige hovedstadsområde. Det indre storbyområde findes ikke i Frederikssund Kommune.

Kommuneplanram T 3.2 ligger i det øvrige hovedstadsområde. Her kan kommunen udlægge ny byzone når; planlægningen følger planlovens regler om byvækst, byudvikling er af lokal karakter og sker i tilknytning til kommunecentre eller som afrunding af andre bysamfund, og byudviklingen bidrager til at fastholde en skarp grænse mellem by og land. Der skal herudover foretages en afvejning mellem byudviklingsinteresser og øvrige overordnede arealinteresser, fx hensyn til natur, landskab, oversvømmelsesrisiko og drikkevand.

Et teknisk anlæg i form af en telemast vurderes ikke at have en intens karakter. Kommuneplanramme T 3.2 ligger inden for eksisterende byzone i Slangerup. Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at kommuneplantillæg 016 ikke er i strid med Fingerplanen 2019.

Jævnfør Habitatbekendtgørelsen (BEK nr. 2091 af 12/11/2021) om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, skal der foretages en vurdering af, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt.

Der kan endvidere ikke gives tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Kommuneplanramme T 3.2 omfatter et område, som ligger i en afstand af 3,7 km til Natura 2000 området nr. 139 Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov.

Det vurderes, at kommuneplantillægget ikke påvirker internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Kommuneplanramme T 3.2 udgør et areal på max 8 x 8 m, hvor der i dag er tætslået plænegræs i et idræts- og byområde. Arealet rummer ikke egnede levesteder for
beskyttede arter og der er over 600 m til nærmeste beskyttede natur (et mindre moseområde). Der er ikke registreret Bilag IV arter i en radius af 800 meter fra arealet. Der skal ikke fældes træer i forbindelse med etablering af masten. Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at der ikke vil ske skade på bilag IV arters yngle- og rasteområder.

Det vurderes at kommuneplantillægget ikke påvirker internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanen 2015 - 2021 for vandområdedistrikt II - Sjælland. Hver vandplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.

Vandplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.

For Byrådets fysiske planlægning gælder, at denne ikke må medføre forringelse af tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanen eller forhindre opfyldelse af de fastlagte miljømål i vandområdeplanen.

Kommuneplanramme T 3.2 ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Der må således ikke nedsives beskidt vand fra tage eller veje og parkeringspladser m.v. til grundvandet, men vandet skal ledes til regnsvandsledning og overflader og belægninger skal være tætte.

Området ligger desuden i et indvindingsopland inden for OSD. Det vurderes, at arealanvendelsen til teknisk anlæg i form af en telemast ikke vil medføre påvirkning eller en øget risiko for grundvandet.

Kommuneplantillægget forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanen.

 

Hvis der i forbindelse med jordarbejder, f.eks. ved bygge- og anlægsarbejder, dukker spor af fortidsminder op skal arbejdet standses i det omfang det berører fortidsmindet i medfør af museumslovens § 27. Fundet skal straks anmeldes til ROMU, Roskilde Museum.

Tilladelser fra andre myndigheder

Området omfattet af kommuneplantillægget er ikke kortlagt som forurenet i henhold til jordforureningsloven, og det er ikke omfattet af områdeklassificering.

I tilfælde af, at der konstateres jordforurening under byggeprocessen, skal arbejdet standses og kommunen skal kontaktes. Kommunen orienterer Region Hovedstaden, som er myndighed på området. De vurderer om området skal kortlægges som forurenet, eller der skal foretages andre tiltag før arbejdet kan fortsætte. Region Hovedstaden orienterer Frederikssund Kommune om sin afgørelse. Arbejdet må først fortsætte, når kommunen har meddelt, at det må genoptages.

Da området hverken er kortlagt som forurenet eller områdeklassificeret, er der ikke pligt til at anmelde flytning af jord bort fra området.