Et kommuneplantillæg må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for kommuneplanlovgivningen. I det følgende beskrives kommuneplantillæggets forhold til anden lovgivning.
Kommuneplan 2021
Kommuneplantillægget skal forholde sig til gældende kommuneplan. Der er tjekket for overensstemmelse med kommuneplanen. I de nedenstående behandles de temaer fra kommuneplanen der berøres.
Der oprettes en ny ramme T 2.1 - landskabsteknisk anlæg ved Frederikssundsvej i Vinge. Den nye ramme oprettes for at muliggøre lokalplan 141. Nedenfor ses kommuneplanramme BB 2.5 inden vedtagelse af dette kommuneplantillæg 022.
Eksisterende kommuneplanramme BB 2.5.
Ved endelig vedtagelse af dette kommuneplantillæg sker en delvis aflysning af kommuneplanramme BB 2.5 for det område der bliver til kommuneplanramme T 2.1. Nedenfor ses kommuneplanramme T 2.1 og den nye afgrænsning af kommuneplanramme BB 2.5.
Nye kommuneplanrammer T 2.1 og BB 2.5
Samtidig med udarbejdelse af dette tillæg, udarbejdes lokalplan 141.
Med vedtagelse af kommuneplantillæg 022 er lokalplan 141 i overensstemmelse med gældende kommuneplan.
Planområdet ligger i Vinge, som sammen med Frederikssund og Græse Bakkeby udgør kommunens regionale center. Det er kommunens største byområde med en koncentration af arbejdspladser, specialbutikker, uddannelsessteder, kulturtilbud og
servicefunktioner.
Vinge, Frederikssund og Græse Bakkeby indgår som ”fingerby”, som rummer de byområder, hvor det på statsligt niveau ønskes, at hovedstadsområdet vækst koncentreres jf. Fingerplan 2019. Status som del af fingerbyen giver kommunens regionale center gode vilkår for udvikling. Indenfor det regionale center ønsker Frederikssund Kommune at udnytte sit
potentiale, og at fastholde og udbygge sin position i konkurrencen med hovedstadsområdets større byer om at tiltrække vækst og fremtidsmuligheder indenfor handel, erhverv, uddannelse, kultur og bosætning mv.
Planlægningen underbygger kommunens byudviklingsstrategi ved at muliggøre at projektjord i Vinge kan anvendes bæredygtigt ved at undgå transport af jord i store afstande. Derudover bidrager projektet til den grønne struktur i Vinge og understøtter biodiversitet, hvilket er en vigtig vision i Udviklingsplan 2021 - Fremtidens Vinge. Planlægningen bidrager desuden til at forbedre forudsætninger for en fremtidig by- og boligudvikling på de nærliggende arealer langs det planlagte motorvejsanlæg.
Planområdet ligger i et område med skovrejsning uønsket i henhold til Kommuneplan 2021.
Arealudpegninger og bestemmelser for skovrejsning i kommuneplanen gælder ikke for byområdet (nuværende eller fremtidig byzone). Planområdet er fremtidig byzone og overføres ved lokalplanlægning til byzone, hvor udpegning med uønsket skovrejsning ikke gør sig gældende.
Planerne giver mulighed for, at der kan arbejdes med klynger af træer eller områder med byskov.
Planområdet er delvist beliggende inden for et område, som i Kommuneplan 2021 er udpeget til område med fokus på klimasikring.
På kortet nedenfor kan ses, at der indenfor planområdet er et mindre område i den sydvestlige del, hvor der er risiko for oversvømmelse ved skybrud (bluespot).
Kort der viser område med bluespot indenfor planområdet.
Ovenstående bluespot viser de lavtliggende områder. Planlægningen har til formålet at lave et nyt grønt landskab med jordvold og lavninger, der er tænkt ind i projektets terrænbearbejdning.
Der er i forbindelse med planernes udarbejdelse lavet en hydraulisk analyse, der har været med til at kvalificere terrænbearbejdningen og sikre at terrænet udformes med naturlige regnvandsbassiner, hvor overfladevandet ledes til, så overfladevand der falder indenfor området kan håndteres lokalt.
Der er i landskabsudformningen taget hensyn til dimensioneringen af bassinerne. Al regnvand bliver håndteret lokalt indenfor planområdet. Eventuelle overløb fra bassinerne bliver forsinket lokalt, så der ikke tilledes regnvand fra projektområdet til det omkringliggende vejnet eller forsyningsselskabets ledningsnet.
Frederikssund Kommune vurderer, at der ikke er behov for at fastsætte bestemmelser for klimasikring af planområdet, da hele området undergår en væsentlig terrænbearbejdning, der vil ændre områdets typologi, og at projektet tager højde for lokal håndtering af regnvand og koblede regnhændelser. Dertil er hele området, hvor der er risiko for oversvømmelse ubebygget grønt område.
Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at planområdet er sikret mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
Planområdet ligger inden for et område, som i Kommuneplan 2021 er udpeget som ’Vedligeholdelsesområde’.
Arealudpegninger og retningslinjer for landskabsbeskyttelse gælder ikke for byområdet (nuværende eller fremtidig byzone). Da planområdet er fremtidig byzone og overføres til byzone ved lokalplanlægning, gør denne landskabsbeskyttelse sig ikke gældende.
Områdets bevoksningsstruktur er karakteriseret ved mindre skovpartier, herunder nyere skovrejsningsområder, samt kratbevoksning i tilknytning til lavbundsområderne. Et teknisk anlæg i form af jordvolde med beplantning vil være en del af
det planlagte motorvejsanlæg, Frederikssundsmotorvejen, der sammen med jernbanen gennemskærer området, og skærme
Vinge fra det kommende vejanlæg.
Frederikssund Kommune vurdere at planlægningen ikke vil svække eksisterende landskabskarakter, men vil bidrage positivt til områdets visuelle oplevelsesmuligheder.
Planloven
Planområdet ligger ca. 2,2 km fra kysten til Roskilde fjord og ligger dermed i den kystnære del af byzonen.
I forbindelse med planlægningen er der foretaget en vurdering af de fremtidige bebyggelsesforhold, og hvordan etableringen af det planlagte anlæg vil påvirke den kystlandskabelige helhed. Hertil en vurdering af om offentlighedens afgang til kysten er sikret samt om hensynet til bevaringsværdige helheder i bystrukturen, til naturinteresser og til nødvendige infrastrukturanlæg er varetaget.
På baggrund af en synlighedsberegning, nedenstående visualisering samt vurderinger af de landskabelige forhold vurderer Frederikssund Kommune, at etableringen af det planlagte anlæg ikke vil påvirker kystlandskabet visuelt, ligesom anlægget ikke vil hindre offentlighedens adgang til kysten. Dette skyldes først og fremmest afstanden på ca. 2.2 km til kysten, anlæggets karakter samt terrænforhold, vejanlæg og beplantninger på det mellemliggende areal.
Visualisering af det planlagte anlæg, vist fra en kystnær placering på Fjordlandsvej vest for planområdet.
Derudover er området udlagt til fremtidig by, og overføres med lokalplanen til byzone. Jf. kommuneplanrammerne kan der bygges i op til 8 etager på omkringliggende områder. Anlægget skal ses som en del af byen Vinge, som gradvist udvikles nu, og en del af en samlet udvikling i det vestlige Vinge med udvidelsen af Frederikssundsvej til motorvej. Jordvoldslandskabet vil således indgå i byens vestlige grønne kant.
Anden lovgivning
Frederikssund Kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.
Fingerplanen opdeler hovedstadsområdet i fire geografiske områder: det indre storbyområde, det ydre storbyområde, de grønne kiler og det øvrige hovedstadsområde.
Planområdet ligger i det ydre storbyområde inden for byfingeren, hvor der må ske byudvikling. Byfunktioner, som har intensiv karakter, skal placeres inden for de stationsnære områder.
Planområdet ligger inde for det stationsnære område, og det stationsnære kerneområde.
Udviklingen af planområdet sker på baggrund af den planlagte motorvejsudvidelse jf. anlægslov 1506, 2009, og på grundlag af udviklingsplanen for Vinge, Udviklingsplan 2021 – fremtidens Vinge.
Planområdet indgår i en samlet større udvikling af det vestlige Vinge med udvidelsen af Frederikssundsvej til motorvej og hvor fremtidig by- og boligudvikling vil ske på nærliggende arealer øst for planområdet. Planlægningen skal være med til at indgå i byens grønne kant.
Anlæg af Frederikssundsmotorvej fremgår desuden af fingerplanens Kortbilag P: Reservationer til overordnede vejanlæg i Fingerplan 2019.
Planlægningen vurderes på det grundlag at være i overensstemmelse med Fingerplan 2019.
Jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26/11/2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, skal der foretages en vurdering af, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt.
Der kan endvidere ikke gives tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Planområdet ligger ca. 2,2 km fra nærmeste internationale naturbeskyttelsesområde – Natura 2000 område nr. 136 ’Roskilde Fjord’.
I forbindelse med planlægningen er der foretaget naturbesigtigelse af planområdet i sommeren 2023 og foråret 2024. Der var i april 2024 oversvømmede våde dele på området. Disse blev besigtiget af kommunens biolog 2 gange i ynglesæsonen for brune frøer og stor vandsalamander. Ingen af disse arter eller deres æg blev fundet i området. Undersøgelserne af området har heller ikke vist tegn på markfirben eller andre arter omfattet af EU Habitatdirektivets særlige beskyttelse.
Det findes ikke bygninger eller store træer på området, som kan være hjemsteder for flagermus. Der er enkelte træer i planområdets sydlige del mod jernbanen. Det er ikke planlagt (eller en forudsætning for planlægningens realisering), at træerne fældes. Hvis de skal fælde skal de vurderes som yngle/rasterområde for flagermus.
Ved etablering af jordvolden og tilhørende jordvoldslandskab etableres der et nyt grønt område, som på sigt forventes at rumme en større biodiversitet end der findes på arealet i dag. Med planlægningen ønskes området beplantet med hjemmehørende arter. Dette i form af en variation af skovlignende beplantning, områder med klynger af buske og træer og enge med vilde blomster samt områder, hvor der i perioder vil stå vand, hvilket vil tiltrække bier og andre insekter.
Frederikssund Kommune vurderer at planerne ikke påvirker internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag
IV.
Planen forventes at have en positiv påvirkning på plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV grundet en varieret landskabsudformning og beplantning, der kan blive egnede yngle- og
rasteområde for padder.
Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver
vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.
Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.
Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.
Planområdet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Området er desuden udpeget som nitratfølsomt indvindingsområde.
Planområdet omfatter Vandområdedistrikt Sjælland, hovedvandopland Isefjord og Roskilde Fjord. Der er fire berørte grundvandsforekomster inden for planområdet, hhv. en terrænnær (dkms_3085_ks), en regional (dkms_3642_ks) og to dybe
grundvandsforekomster (dkms_3659_ks og dkms_3601_kalk).
Jordvoldsanlægget skal opbygges af dokumenteret rent jord fra Vinge. Jorden i Vinge er ikke områdeklassificeret eller forurenet, dog med undtagelse af en del af matrikel 1f, Snostrup By, Snostrup, og matrikel 9a, St. Rørbæk By, Snostrup, der er kortlagt som forurenet med vidensniveau 2, og ikke må anvendes indenfor planområdet. Jord der anvendes til opbygning af jordvolden vil blive kontrolleret.
Dertil må der i planområdet ikke nedsives overfladevand fra veje uden forudgående rensning. Det er en forudsætning, at såfremt overfladevandet fra den kommende motorvej ledes til bassin i planområdet skal det renses og forsinkes inden udledning til recipient. Et bassin til håndtering af overfladevand fra motorvejen skal etableres i henhold til BAT jf. miljøklagenævnets afgørelser eller praksis.
På baggrund af ovenstående vurdere Frederikssund Kommune, at etablering af jordvolden ikke vil medføre påvirkning eller en øget risiko for forurening af grundvandet.
Planlægningen forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanerne.
Planområdet er ikke en del af den nye spildevandsplan og der er ikke planlagt kloakering. Området bebygges ikke og området skal derved ikke forsynes med kloakering.
Der er forud for vedtagelsen af planerne foretaget en hydraulisk analyse, Niras 2024, og lavet nedsivningstest i området, der skal sikre at overfladevandet kan håndteres inden for planområdet.
Planområdet er projekteret til at kunne håndtere en klimafremskrevet 5-årshændelse (T5) og der er i planerne indarbejdet en løsning for hvordan regnvand kan håndteres ved koblede regnhændelser.
Projektområdet håndterer i dag overfladevand fra et stort areal udenfor projektafgrænsningen, hvilket der er taget højde for ift. den landskabelige bearbejdning i projektområdet.
Overfladevand inden for planområdet ledes til bassiner indarbejdet i projektets landskabsudformningen, hvor det opsamles til nedsivning og fordampning. Den hydraulisk analyse og nedsivningstests har været med til at kvalificere projektet og den landskabelige bearbejdning med placering og dimensionering af jordvolde og bassiner.
I delområde 2 reserveres desuden areal til et bassin til overfladevand fra den kommende Frederikssundsmotorvej. Når motorvejen og regnvandsbassinet etableres skal Vejdirektoratet sikre at vandet kan ledes fra bassinet til recipient, hvilket vil kræve en forudgående udledningstilladelse. I bassinet renses og forsinkes vandet før det ledes til recipient.
Planlægningen er i overensstemmelse med kommunens gældende spildevandsplanlægning.
Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for planområdet.