Beliggenhed og eksisterende forhold

Beliggenhed

Planområdet ligger centralt i den sydøstlige del af Frederikssund bymidte. Mod nord afgrænses området af Nygade og mod vest af A C Hansens vej. Mod øst afgrænses området af Sillebro Å og Frederikssund St. Mod syd afgrænser vejen Baneledet området. Planområdet ligger lige ved Frederikssund Station i det stationsnære kerneområde. Gågaden i Frederikssund, Jernbanegade, ender lige ved butikscenteret i krydset med Nygade og Ågade.

Området udgør ca. 2,5 ha og omfatter matrikelnumrene 145d, 7000cl, 7000av og 287 Frederikssund Bygrunde og dele af matriklerne 27as,7000aø og 7000ah Frederikssund Bygrunde.

Eksisterende forhold

Planområdet ligger lige op ad Frederikssund Station, hvor der både er en S-togsforbindelse og busser, der forbinder området med resten af hovedstadsområdet. Den centrale placering sikrer også lettilgængelighed i forhold til servicefunktioner, såsom butikker i Frederikssund.

Vej- og stinettet i og omkring planområdet er allerede udbygget. Langs planområdet løber Nygade, A C Hansens vej og Baneledet. Sillebro Å løber langs planområdets østlige grænse. Langs vandløbet indenfor planområdet går en kommunal grussti, der forbinder torvet foran butikscenteret med Baneledet. Fra Frederikssund Station er der en trappeovergang ind til butikscenteret. Der er cykelstier langs både Nygade, A C Hansens vej og Baneledet.  

Området rummer i dag et butikscenter, der åbnede i 2010. Før opførslen af butikscentret har området huset en betonstøberivirksomhed, enkelte beboelsesejendomme samt blandet detailhandel og erhverv på ejendommen.

Butikscentret huser foruden 60 butikker og serviceerhverv også 35 boliger på 3. etage. Butikscentrets 60 forretninger bestående af dagligvare- og udvalgsvarebutikker samt kundeorienterede serviceerhverv, herunder biograf. Butikscenteret har dertil en varegård og et parkeringshus i fire etager.

Butikscenterets første halvanden etager er bygget i lysegullige teglsten med større vinduespartier, der bryder facaden op. De øverste halvanden etager er opført i glas med lyst, næsten blåligt film på, der gør glasset uigennemsigtigt. På de øverste halvanden etager er der også vinduespartier, der bryder facaden op. Parkeringshusets facader er bygget op ad stållameller med slyngplanter på, der giver parkeringshuset et grønt præg. For at bryde parkeringshusets facade op er der ved trappetårnene facadedele med samme lyse teglsten, som ses på butikscenterets facader. 

Vest for planområdet, på den anden side af A C Hansens vej er der gemme de seneste par år bygget nye etageejendomme i tre til fire etager. De nye bebyggelser er opført i teglsten i både lyse og rødlige farver. Alle bygningerne har saddeltag.

Kommuneplanramme C 1.4, der er gældende for området i dag foreskriver en max bebyggelsesprocent på 120 og et højeste antal etage på 3. Kommuneplanrammen udlægger området til centerområde med mulighed for boligområde, erhvervsområde, bymidte, butikker, butikker med særligt pladskrævende varer, område til offentlige formål og parkeringsanlæg. Kommuneplanrammen foreskriver dertil, at bygningshøjden højest må være 16 meter.