Et kommuneplantillæg må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for kommuneplanlovgivningen. I det følgende beskrives kommuneplantillæggets forhold til anden lovgivning.
Kommuneplan 2021
Kommuneplantillægget skal forholde sig til gældende kommuneplan. Der er tjekket for overensstemmelse med kommuneplanen. I de nedenstående behandles de temaer fra kommuneplanen der berøres.
Rammeområdet ligger inden for karakterområdet "Område 2 – Horns Herred Bundmoræneflade" udpeget i Frederikssund Kommunes Landskabsstrategi 2021-33, nærmere specifikt vedligeholdelsesområdet betegnet "M9 -Vedligehold - Størstedelen af karakterområdet."
Inden for de udpegede landskabelige vedligeholdelsesområder skal udvikling ske i overensstemmelse med landskabskarakteren. Byggeri, anlæg og ændringer i arealanvendelsen skal i udformning og placering tage hensyn til den eksisterende landskabskarakter.
Inden for området gælder en række strategiske greb for udvikling. Tekniske anlæg skal søges placeret under hensyn til landskabet og med en placering og udformning, der ikke virker dominerende i landskabet. Et sådan anlæg skal, bedst muligt, indpasses områdets karakteristiske træk med åbent letbølget landskab, med stjerneudskiftede landsbyer med blokudskiftede fritliggende gårde, marker i middel til stor skala, spredt kratbevoksning og beplantning omkring de fritliggende gårde, med intensivt dyrkede marker og ekstensiv drift ved moser og ådale.
Området omkring planområdet er præget af mange forskelligartede udnyttelser, såsom landbrug, gartneri, råstofindvinding, højspændingsfremføringer, vindmølleanlæg og spredt bebyggelse.
Inden for planområdet må der planlægges for forsyningsanlæg med en maksimal højde 12,5 meter. I tilknytning til højspændingsstation må der etableres lynfangere med en højde på maks. 25 meter Der må opføres driftbygninger med en højde på 8,5 meter. Såfremt der planlægges for et forsyningsanlæg, skal der foretages afskærmnings tiltag, som sikrer, at forsyningsanlægs visuelle fremtoning mindskes, samt indordner sig i landskabet.
På denne baggrund har kommunen vurderet, at planen ikke væsentligt vil svække de særlige værdier i landskabsudpegningen, da landskabskarakteren og de visuelle oplevelsesmuligheder ikke vil blive sløret.
Planområdet ligger ikke inden for et område udpeget til fokus på klimasikring i kommuneplan 2021.
Inden for planområdet er der i kommuneplan 2021 udpeget risikoområder, såkaldt bluespots, med risiko for oversvømmelse ved skybrud. På oversigtskort 1 nedenfor fremgår, hvor inden for planområdet der er udpeget bluespots (blå områder).
Ved lokalplanlægning skal der foretages tiltag, som forebygger oversvømmelse.
Kommuneplantillægget ændrer på det eksisterende rammeområde LT 4.5. LT 4.5 udgør i dag ca. 1,6 ha. LT 4.5 udlægger området til tekniske anlæg i form af forsyningsanlæg, såsom højspændingsstation, driftbygninger samt jordbrugsformål.
Når Byrådet endeligt vedtager kommuneplantillæg 020, vil kommuneplantillæg 020 fastsætte en ny afgrænsning, bestemmelser og anvendelsesmuligheder for rammeområde LT 4.5, som vist på oversigtskort 3.
Planloven
Inden for kommuneplantillæggets rammeområde LT 4.5 eksisterer i dag lokalplan 56 fra 1995.
Parallelt med dette kommuneplantillæg udarbejdes lokalplan 172, som aflyser den eksisterende lokalplan 56. Lokalplan 172 vil omfatte samme afgrænsning som indeværende kommuneplantillægs rammeområde LT 4.5.
Kommuneplantillæggets rammeområde LT 4.5 giver mulighed for støjende aktiviteter i form af forsyningsanlæg, såsom en højspændingsstation.
Støj i og uden for lokalplanområdet reguleres af miljølovgivningen. Se Miljøstyrelsens støjvejledning for yderligere information.
Rammeområde LT 4.5 er placeret i en afstand af minimum 250 meter til nærmeste bolig.
Støjpåvirkningen er blevet undersøgt for en højspændingsstation. Højspændingsstationen vil ikke overskride Miljøstyrelsens grænseværdier for støj for boliger og opholdsarealer. Ligeledes vil højspændingsstationen ikke overskride grænseværdier fastsat i Frederikssund Kommunes forskrift for støj og vibrationer for støj for boliger og opholdsarealer.
På den baggrund vurderer Frederikssund Kommune, at planen ikke vil give anledning til støjgener for de omkringliggende boliger.
Anden lovgivning
Frederikssund kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.
Kommuneplantillæggets rammeområde LT 4.5 ligger i det øvrige hovedstadsområde. Ved etablering af tekniske anlæg i det åbne land, skal der foretages en afvejning mellem byudviklingsinteresser og øvrige overordnede arealinteresser, fx hensyn til natur, landskab, oversvømmelsesrisiko og drikkevand.
Ved udarbejdelse af indeværende kommuneplantillæg er der foretaget en afvejning af ovenstående interesser.
Den muliggjorte højspændingsstation samt jordbrugsanvendelse vurderer kommunen til at være i overensstemmelse med Fingerplanen.
Frederikssund Kommune skal sikre, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Frederikssund Kommune kan ikke give tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Planområdet omfatter et område, som ligger i en afstand af 3,2 km til Natura 2000 området N136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov.
Planområdet omfatter i dag et opdyrket areal og en højspændingsstation. Der er ikke registeret bilag IV-arter eller andre beskyttede dyre- eller plantearter inden for planområdet.
Der er et skovområde beliggende ca. 100 m sydøst for planområdet. Ydermere er der et vådområde beliggende ca. 290 m syd for planområdet. Vådområdet, som indeholder søer og mose, berøres ikke af kommuneplantillægget.
De eksisterende beplantningsbælter inden for planområdet er blevet undersøgt for flagermus af NIRAS d. 31. oktober 2023.
Der blev ikke registreret yngle- eller rasteområde for flagermus i bevoksningen.
NIRAS vurderede, at træerne generelt er i pæn stand, og mange af dem har været beskåret professionelt, og alle afskæringer har således lukket sig helt uden angreb af svamp eller insekter. Der var derfor ingen spættehuller, åbninger eller sprækker i træerne.
NIRAS vurderer, at bevoksningen omkring højspændingsstationen ikke er yngle- eller rasteområde for flagermus. Bevoksningen har dog stadig en funktion som ledelinje i landskabet. Den nye station skal afskærmes i samme grad som under de eksisterende forhold, og der vil derfor blive etableret et nyt levende hegn, som vil fungere som ledelinje i landskabet. Samlet vurderes det, at projektet ikke vil forringe den vedvarende økologiske funktionalitet af området omkring den nye højspændingsstation for flagermus.
Frederikssund Kommune vurderer, at planen ikke påvirker internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt eller beskadiger/ødelægger plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.
Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.
Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.
Grundvand
Planområdet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Der må således ikke nedsives beskidt vand fra tage eller veje og parkeringspladser mv. til grundvandet. Overfladevand fra belægninger, anlæg og tage på bygninger skal rensens inden det nedsives. Belægninger skal være tætte.
Ved etablering af et teknisk anlæg i form af en højspændingsstation skal der etableres foranstaltninger der sikrer, at der ikke forekommer forurening af grundvand ved akut havari.
Planen forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanerne.
Planområdet er ukloakeret, så grundejeren skal håndtere spildevand og regnvand lokalt.
Planen er i overensstemmelse med kommunens gældende spildevandsplan. Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for planområdet.
Ca. 200 meter syd for planområdet er beliggende en fredet rundhøj med en højde på ca. 5 m og bredte på ca. 30 m. Planen overholder beskyttelseslinjen på 100 meter fra rundhøjen. Frederikssund Kommune vurderer, at højspændingsstationen kun i et begrænset omfang svækker udsigten til rundhøjen og dette er hovedsageligt udsigten fra vejen Søndervangen i Lyngerup. Planen hindrer ikke adgangen til rundhøjen.