Et kommuneplantillæg må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for kommuneplanlovgivningen. I det følgende beskrives kommuneplantillæggets forhold til anden lovgivning.
Kommuneplan 21
Kommuneplantillægget skal forholde sig til gældende kommuneplan. Der er tjekket for overensstemmelse med kommuneplanen. I de nedenstående behandles de temaer fra kommuneplanen der berøres.
Planlægningen er i overensstemmelse med de gældende kommuneplanrammer, som videreføres, jf. kortbilag 1.
Kommuneplanen indeholder en rækkefølgeplan for kommunens byudviklingsområder, herunder Vinge. Planområdet er omfattet af rækkefølgeplanen, idet arealet et planlagt frigivet til byudvikling i anden halvdel af kommuneplanperioden, dvs. 2027-2033. Planlægningen er i strid med rækkefølgebestemmelserne, hvorfor nærværende kommuneplantillæg udarbejdes, for at muliggøre frigivelse af området til byudvikling, jf. kortbilag 2.
Med vedtagelsen af kommuneplantillæg 013 er Lokalplan 163 dermed i overensstemmelse med gældende kommuneplan.
Lokalplanen muliggør terrænregulering i hele området og supplerende terrænregulering - op til kote 13,5 (DVR90) - på de lavest beliggende arealer i den østlige del af planområdet (delområde 2). Dette sker med afsæt i, at store dele af delområde 2 er udpeget med arealer, der kan blive udsat for oversvømmelse - såkaldt bluespots – jf. figur 2.
Der skal desuden ifm. disponering og udformning af det samlede område indtænkes strømningsveje i tilfælde af skybrud.
Figur 2: Arealer udpeget som oversvømmelsestruede 'bluespots' i og omkring planområdet (Kommuneplan 2021)
Planområdet er udpeget som område med kulturhistoriske bevaringsværdier, der knytter sig til Snostrup Kirke med afgrænsede kirkeomgivelser, jf. figur 3. På sådanne arealer skal der ved ønske om ændringer tages hensyn til kulturhistoriske træk og beskyttelsesværdier, ligesom der inden for de afgrænsede kirkeomgivelser skal tages hensyn til kirkens landskabelige beliggenhed og udsigten til og fra kirken.
Figur 3: Kirkeomgivelser med kulturhistorisk bevaringsværdi samt kirkebyggelinje omkring Snostrup Kirke (Kommuneplan 2021). Planområdet er markeret med rød stiplet linje.
Med planlægningen fastlægges generelt en lav bebyggelsesskala og -tæthed og begrænsede muligheder for terrænregulering.
Dette er i tråd med hensigten for Det Grønne Hjerte, der er det primære rekreative landskabsrum i Vinge.
Det vurderes at planlægningen ikke vil påvirke kirkens synlighed og dermed dens karakteristika som en fritliggende og markant bygning.
Planområdet ligger inden for et område, hvor skovrejsning er uønsket. Kommuneplantillægget giver ikke mulighed for træbeplantning, der på sigt kan opnå karakter af skov, og vurderes derfor at være i overensstemmelse med kommuneplanen.
Planloven
Planområdet ligger 2,5 km fra kysten til Roskilde Fjord og dermed i kanten af kystnærhedszonen.
Området ligger i landzone. Af planlovens § 5b fremgår, at der i kystnærhedszonen kun må planlægges for anlæg i landzone, hvis der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.
Endvidere gælder det ifølge planlovens § 16 stk. 4, at der for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen
skal oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde.
I forhold til den visuelle påvirkning af kystlandskabet vurderer Frederikssund Kommune, at ny
bebyggelse i op til 8,5 m højde ikke vil være synlig fra kysten og dermed uden påvirkning af denne.
Dette begrundes i afstanden på ca. 2,5 km samt terrænforhold, beplantning/skov, øvrig bebyggelse og vejanlæg på de mellemliggende arealer.
Den kystnære placering begrundes i den direkte tilknytning til de rekreative arealer i Det Grønne
Hjerte, herunder hovedstiforbindelsen a-b gennem Vinge, og de øvrige udviklingsprojekter rundt om.
Anden lovgivning
Jævnfør landsplandirektivet “Fingerplan 2019” er planområdet beliggende inden for byfingeren (Frederikssundsfingeren) i det ydre storbyområde. Fingerplanen udlægger området til byudvikling inden for det stationsnære kerneområde, der strækker sig 600 m omkring stationen.
De stationsnære områder skal som hovedprincip gerne have en høj udnyttelse med god tilgængelighed. Dette med henblik på at fremme forholdene for bløde trafikanter og den kollektive trafik.
Figur 4: Kortet viser det stationsnære kerneområde i det centrale Vinge (Kommuneplan 2021). Planområdet er markeret med rød stipletlinje.
Udviklingen af byområdet sker på grundlag af udviklingsplanen for den nye by Vinge, Udviklingsplan 2021 – fremtidens Vinge. Planområdet indgår i en samlet større udvikling af det sydøstlige Vinge, hvor byudviklingen foregår som et sammenhængende træk, der udstråler fra Vinge Station og i sydlig retning, og som bindes sammen af en løbende udbygning af infrastrukturen og skabelsen af en sammenhængende grøn struktur – Det Grønne Hjerte - som løber gennem Vinge fra nord til syd.
Området syd for banen omfatter primært arealer med høj udnyttelse, der supporteres af arealer med en mere ekstensiv udnyttelse, som rummer understøttende service og rekreative funktioner i Det Grønne Hjerte.
Planområdet ligger indenfor det stationære kerneområde og er en del af Det Grønne Hjerte. Planområdet udlægges til offentlige formål i form af fællesskaber og kommunale servicefunktioner med en maksimal bebyggelsesprocent på 15. Planområdet vil blive placeret i sammenhæng med den etablerede statslige institution Fællesmagasinet, beliggende i byzone.
Med den forestående større udvikling i den sydøstlige del af Vinge, vil lokalplanområdet således blive en del af et sammenhængende byområde.
Figur 5: Oversigt over den forestående større sammenhængende udvikling i den sydøstlige del af Vinge.
Aktuelle planområde er en del af sidstnævnte og udlægges til offentlige formål i form af grønne fællesskaber og kommunale servicefunktioner. Der gives mulighed for åben-lav bebyggelse og en bebyggelsesprocent på maks. 15.
Planlægningen vurderes dermed at være i overensstemmelse med Fingerplanen.
Jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, skal der foretages en vurdering af, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000 område væsentligt.
Der kan endvidere ikke gives tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Planområdet ligger 2,5 km fra det nærmeste internationale naturbeskyttelsesområde - Natura 2000 område nr. 136 ’Roskilde Fjord’. Planområdet udgøres af dele af to tidligere landejendomme med en del beplantning af blandet karakter samt andre naturmæssige kvaliteter – bl.a. en § 3 beskyttet sø. Der må ikke ske ændringer af søens tilstand, med mindre Frederikssund Kommune har meddelt dispensation iht. naturbeskyttelsesloven.
Der er ifm. planlægningen foretaget en besigtigelse af området med henblik på en mere detaljeret kortlægning af bilag IV- og fredede arter samt bevaringsværdig beplantning.
I forhold til bilag IV-arter er der fundet spidssnudet frø og stor vandsalamander i søen. Herudover blev registreret forekomst af orkidéen skovhullæbe på et areal nord for søen samt grævlingehuller i tilknytning til den vestlige søbred. Begge disse arter er fredede.
Området er desuden kendetegnet ved en række eksisterende beplantninger af varieret sammensætning. Det skyldes bl.a. tidligere gartneridrift i området ligesom læhegn og dele af de oprindelige haver med klynger af frugttræer stadig findes.
Af hensyn til beskyttelsen af bilag IV arter fastlægger lokalplanen bestemmelser, som skal sikre yngle- og rasteområderne for padder tilknyttet søen på Solvænget 29. Omkring den §3-beskyttede sø skal der friholdes en 10 m zone. Inden for denne zone samt inden for de bevaringsværdige naturarealer, jf. kortbilag 4, gælder et forbud mod tilstandsændringer, herunder etablering af bebyggelse, terrænregulering, beplantning eller belysning. Der åbnes dog mulighed for tilledning af rent regnvand fra tage o.l. som skal sikre søen mod udtørring, samt naturpleje, som opretholder naturtilstanden i området. Tiltagene skal sikre, at området fortsat kan fungere som levested for orkidé og grævling samt yngle- og rasteområde for spidssnudet frø og stor vandsalamander.
For yderligere at sikre bilag IV arternes yngle- og rasteområder, samt mulighed for spredning, fastlægges et særligt område med paddehensyn, samt en spredningskorridor med begrænsede muligheder for tilstandsændringer (bilag 4). I området med paddehensyn, samt i spredningskorridoren må der ikke etableres bebyggelse, terrænregulering eller andre anlæg, som kan forhindre padders vandring. Alle arealer skal have en karakter og driftes naturvenligt, så de kan fungere som yngle- og rasteområder for bilag IV arter.
Der er i planlægningen sikret grønne korridorer, som gør det muligt for padder, at vandre mellem søen på Solvænget 29 til søer mv. mod hhv. øst, vest og syd. Også i den øvrige del af lokalplanområdet vil de oprindelige grønne områder som have, frugthave mv. fortsat være grønne områder, som kan fungere som rasteområde for bilag IV arterne. Det planlagte byggeri ligger i områder, hvor der også hidtil har været bebyggelse.
Af samme grunde sikre planlægningen, at stier i spredningskorridoren og området med paddehensyn etableres uden høje kanter og større terrænspring. Dette sikrer at stierne ikke udgør barrierer og på den måde ikke hindrer padders vandring til og mellem søerne.
Med fastlæggelsen af spredningskorridoren, 10 m zonen omkring søen, paddehensynsområdet, samt bevaringen af de tilgrænsende naturarealer – jf. kortbilag 4 - vurderes det, at arealernes biologiske funktionalitet til stedse kan opretholdes. Dette understøttes ved krav om, at arealerne inden for 10 m zonen skal driftes og plejes uden gødskning og med høslet max 1-2 gange årligt.
Planlægningen for området bygger endvidere på et basisprincip om, at al eksisterende beplantning bevares samt suppleres med ny beplantning. Der er således ikke planer om fældning af områdets større træer, der potentielt kan være levested for flagermus. Hvis der af velbegrundede årsager skulle blive behov for fældning af nogle af de større træer, skal disse undersøges og vurderes ift. flagermus inden fældning. Det samme gælder ift. nedrivning af stuehuset i den østlige del af planområdet.
Med afsæt i foranstående vurderer kommunen, at planerne ikke påvirker et internationalt natur-beskyttelsesområde væsentligt, eller medfører beskadigelse/-ødelæggelse af plantearter eller på yngle- og rasteområder for dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV samt fredede arter.
Frederikssund Kommune er omfattet af de gældende vandområdeplaner 2015 - 2021 for vandområdedistrikt II – Sjælland samt forslag til de nye vandområdeplaner 2021-2027.
Hver vandplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand. Vandplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv. Indsatsen i den kommende planperiode (2021-2027) omfatter et indsatsprogram for forbedring af de fysiske forhold i vandløbene.
For Byrådets fysiske planlægning gælder, at denne ikke må medføre forringelse af tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanen eller forhindre opfyldelse af de fastlagte miljømål i vandområdeplanen.
Planområdet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og er udpeget som nitratfølsomt indvindingsområde.
Med planlægningen åbnes mulighed for, at tagvandet fra dele af bebyggelsen kan ledes til søen til forebyggelse af udtørring. Dette dog under forudsætning af, at tagvandet er rent eller renset forinden. Alt forurenet regnvand skal således føres til regnvandsledning.
På baggrund af ovennævnte vurderes det, at den planlagte anvendelse af området til offentlige formål i form af fællesskaber og servicefunktioner ikke vil medføre påvirkning af vandløb eller en øget risiko for grundvandet-/drikkevands-forsyningen.
Kommuneplantillægget forringer eller forhindrer dermed ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanen.
Planområdet er omfattet af tillæg til spildevandsplanen af 6. februar 2019 for ’Opland 307-309, samt ændret spildevandstracé i Vinge By’. Tillægget er udarbejdet for et samlet ca. 90 ha stort byudviklingsområde i det sydøstlige Vinge, herunder det aktuelle lokalplanområde.
Det fremgår af tillægget, at planområdet skal separatkloakeres. Det betyder at Novafos står for håndtering af spildevand samt håndtering af tag- og overfladevand.
Spildevand ledes til forsyningens spildevandsledning, hvorefter det ledes til Frederikssund Renseanlæg.
Tag- og overfladevand skal tilsluttes Novafos regnvandsledning, når Novafos har etableret stik til dette. Fra Novafos regnvandsledninger ledes vandet til et regnvandsbassin udenfor planområdet. Novafos skal sikre at bassinet er dimensioneret stort nok til at rense og forsinke vandet fra planområdet. Bassinet i dets tilstrækkelige dimensionering skal være færdigetableret før der kan ledes vand til bassinet fra planområdet. Dette fremgår af tillæg til spildevandsplanen, som der er henvist til ovenfor.
Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med tillæg til spildevandsplanen.
Læs mere om Spildevandsplanen på kommunens hjemmeside:
Et afgrænset område i det østlige planområde er kortlagt som forurenet på vidensniveau 2, jf. kortbilag 1. Forureningen med pesticider stammer fra tidligere gartneridrift på ejendommen. Frederikssund Kommune har forud for kommende byggeaktiviteter i området foretaget forureningsundersøgelser for at belyse konsekvenserne for områdets disponering. Der skal tages udgangspunkt i undersøgelserne i det videre arbejde. Ændring til en mere følsom anvendelse inden for det kortlagte areal kræver en tilladelse efter § 8 i jordforureningsloven, hvor der vil blive stillet vilkår i forhold til anvendelsen, så det sikres, at forureningen ikke udgør en sundhedsrisiko.
I tilfælde af, at der konstateres yderligere jordforurening under byggeprocessen, skal arbejdet standses og kommunen skal kontaktes. Kommunen orienterer Region Hovedstaden, som er myndighed på området. De vurderer om yderligere arealer skal kortlægges som forurenede, eller der skal foretages andre tiltag, før arbejdet kan fortsætte. Region Hovedstaden orienterer Frederikssund Kommune om sin afgørelse. Arbejdet må først fortsætte, når kommunen har meddelt, at det må genoptages.