Forhold til anden planlægning og lovgivning

Et kommuneplantillæg må ikke stride mod regler eller beslutninger efter anden lovgivning, som er bindende for kommuneplanlovgivningen. I det følgende beskrives kommuneplantillæggets forhold til anden lovgivning.

Kommuneplan 2021

Kommuneplantillægget skal forholde sig til gældende kommuneplan. Der er tjekket for overensstemmelse med kommuneplanen. I de nedenstående behandles de temaer fra kommuneplanen der berøres.

Dette kommuneplantillæg opretter en ny ramme C 1.16 for bolig og erhverv ved Nygade i Frederikssund. Den nye ramme oprettes for at muliggøre lokalplan 156, som udarbejdes parallelt med dette kommuneplantillæg.

Ved endelig vedtagelse af dette kommuneplantillæg sker en delvis aflysning af kommuneplanramme C 1.2 for det område der vedrører rammeområde C 1.16. For kommuneplanramme C 1.2 ændres kun den geografiske afgræsning.

Samtidig med udarbejdelse af dette tillæg, udarbejdes lokalplanforslag 156 for boliger og erhverv ved Nygade i Frederikssund. 

Med vedtagelse af kommuneplantillæg 006 er lokalplan 156 i overensstemmelse med gældende kommuneplan.

Byudviklingsstrategi

Planområdet ligger i Frederikssund, som sammen med Græse Bakkeby og Vinge udgør kommunens regionale center. Det er kommunens største byområde med en koncentration af arbejdspladser, specialbutikker, uddannelsessteder, kulturtilbud og servicefunktioner.

Frederikssund, Græse Bakkeby og Vinge indgår som ”fingerby”, som rummer de byområder, hvor man på statsligt niveau ønsker at koncentrere hovedstadsområdets vækst jf. afsnit om Fingerplanen. Status som del af fingerbyen giver kommunens regionale center gode vilkår for udvikling. Inden for det regionale center ønsker Frederikssund Kommune at udnytte sit potentiale og at fastholde og udbygge sin position i konkurrencen med hovedstadsområdets større byer ved at tiltrække vækst og fremtidsmuligheder inden for handel, erhverv, uddannelse, kultur og bosætning mv.

Kommuneplantillægget underbygger kommunens byudviklingsstrategi ved at:

  • handel, kultur, turisme og byliv koncentreres i bymidten, hvor funktionerne understøtter hinanden, og skabe en levende og dynamisk by.
  • Udlægge areal til at fastholde bymidtens dagligvarehandel og om muligt styrke denne.
  • Muligheden for boligvækst findes inden for eksisterende byarealer. Det kan evt. være relevant at tænke i en tættere kobling af Frederikssund og Vinge ved fremtidig inddragelse af nye byarealer.

Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Planområdet ligger helt inden for et område, som i Kommuneplan 2021 er udpeget til et område med fokus på klimasikring. Inden for hele planområdet er der risiko for oversvømmelse ved havvandstigning samt inden for et område med risiko for oversvømmelser i forbindelse med skybrud.

Der skal ved lokalplanlægning inden for planområdet, kommuneplanramme C 1.16, etableres de fornødne foranstaltninger til håndtering af skybrud samt oversvømmelse ved havvandsstining.

Planområdet er omfattet af kystsikringsprojektet for Frederikssund bymidte, som vil sikre planområdet mod fremtidige stormflodshændelser.

Frederikssund Kommune vurderer på den baggrund, at planområdet er sikret mod oversvømmelse ved havvandstigninger og oversvømmelser i forbindelse med skybrud.

Planloven

Planområdet ligger i den kystnære del af byzonen, der ligger ud til kysterne, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet. Kommunalbestyrelsen skal for de kystnære dele af byzonerne vurdere de fremtidige bebyggelsesforhold, herunder bygningshøjder, med henblik på:

  1. at ny bebyggelse indpasses i den kystlandskabelige helhed
  2. at der tages hensyn til bevaringsværdige helheder i bystrukturen og til naturinteresser på de omgivende arealer
  3. at der tages hensyn til nødvendige infrastrukturanlæg, herunder havne
  4. at offentligheden sikres adgang til kysten.

Ved lokalplanlægning for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal lokalplanen redegøre for påvirkningen. Hvis bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal det begrundes.

Kommuneplanramme C 1.16, som bliver etableret ved dette kommuneplantillæg, er beliggende i byzone ca. 430 m fra kysten. Mellem rammeområdet og kysten er der tæt bebygget. Rammeområdet muliggør etagebebyggelse i op til 16,5 meter. Rammeområdet fastsætter bestemmelser om volumen og højde på den nye bebyggelse, som sikrer, at denne ikke afviger fra den eksisterende bebyggelse.

 

Anden lovgivning

Frederikssund kommune er omfattet af Fingerplanen 2019, som sætter de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen fastlægger bl.a., hvor der må bygges nye boliger og erhverv, og hvor der skal være større grønne områder med plads til natur og friluftsliv.

Fingerplanen opdeler hovedstadsområdet i fire geografiske områder: det indre storbyområde, det ydre storbyområde, de grønne kiler og det øvrige hovedstadsområde. Det indre storbyområde findes ikke i Frederikssund Kommune.

Planområdet ligger i det ydre storbyområde inden for byfingeren, hvor der må ske byudvikling. Byfunktioner, som har intensiv karakter, skal placeres inden for de stationsnære områder.

Planområdet ligger inden for et stationsnært område. De byfunktioner som kommuneplantillægget åbner for i form af bolig, kontor, restauration og café vurderes kan have en intensiv karakter.

Den byudvikling, som kommuneplantillægget giver mulighed for, vurderes at være i overensstemmelse med Fingerplanen.

Frederikssund Kommune skal sikre, om det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, jævnfør bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Frederikssund Kommune kan ikke give tilladelse, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Planen omfatter et område, som ligger i en afstand af ca. 430 meter til nærmeste natura 2000 områder nr. 120 og nr. 105, Roskilde Fjord. Området mellem Nature 2000 områderne og planområdet består af tæt bebyggelse.

Frederikssund Kommune vurderer, at planen ikke påvirker de internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, eller medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Frederikssund Kommune er omfattet af vandområdeplanerne 2021-2027 for vandområdedistrikt II – Sjælland. Hver vandområdeplan opstiller mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets vandløb, søer, kystvande og grundvand.

Vandområdeplanerne skal forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer og vandløb i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.

Byrådets fysiske planlægning må ikke forringe tilstanden i vandområder afgrænset i vandområdeplanerne eller forhindre, at de fastlagte miljømål i vandområdeplanerne kan opfyldes.

Planområdet ligger ca. 60 m fra målsat vandområde, jf. vandområdeplanerne.

Grundvand
Planområdet ligger ikke inden for et område med drikkevandsinteresser.

Søer, vandløb og kystvand
Overfladevand fra planområdet afledes til Novafos regnvandsledning, som leder regnvandet til Roskilde Fjord.

Planområdet er beliggende i en afstand af ca. 60 meter til Sillebro Å og ca. 430 meter til Roskilde Fjord.

Planen forringer eller forhindrer ikke de fastlagte miljømål og er i overensstemmelse med vandområdeplanerne.

Planområdet er beliggende inden for kloakopland 320, som er separatkloakeret, således at spildevand og overfladevand afledes i hvert sit ledningssystem.

Spildevand ledes til forsyningens spildevandsledning og videre til Frederikssund renseanlæg.
Inden for planområdet skal overfladevandet ledes til underjordisk ledning.

Ved lokalplanlægning skal afløbskoefficienten på 0,6 for cityområdet overholdes jf. Spildevandsplanen.

Hvis der befæstes mere, og beregninger viser, at afløbskoefficienten overskrides, skal den enkelte grundejer etablere forsinkelse inden for egen matrikel, så spildevandsplanens krav om afløbskoefficient overholdes.

Planen er i overensstemmelse med kommunens gældende spildevandsplan.
Det er den til enhver tid gældende spildevandsplan for området, der bestemmer, hvordan spildevand og overfladevand skal håndteres inden for lokalplanområdet.