Bestemmelser
- Der sikres mulighed for etablering af cykelstier og forbedrede stikrydsninger som vist på kortet. De planlagte stier er på kortet vist med en principiel linjeføring. Byggeri og anlæg må ikke hindre etablering af de angivne planlagte stier og forbedrede stikrydsninger.
- Frederikssund Kommune og den statslige vejmyndighed skal sikre sammenhæng mellem cykelstinettet på statsvejene og det kommunale cykelstinet.
- Strækninger i cykelstinettet skal generelt være stier i eget tracé eller stier, der er tydeligt adskilt fra biltrafikken, for eksempel ved hjælp af en malet stribe, en græsrabat eller en kantsten. På strækninger med direkte kontakt til biltrafikken skal der være tydelig adskillelse mellem biler og cykler. Belægningen skal være jævn og egnet til cykling.
- Ved nye baneanlæg og overordnede veje skal cykelstier indarbejdes med sikret skæring.
- Af kortet fremgår desuden eksisterende statslige og kommunale cykelstier.
Redegørelse
Planlægningen for cykelstier bygger på Frederikssund Kommunes Trafikplan, som indeholder en prioritering af nye cykelstiprojekter ud fra, hvilke formål de tilgodeser. Prioriteringen er:
1. Cykelstier til skole og uddannelse
2. Cykelstier i byområder, herunder adgang til kollektiv transport
3. Pendlere/cykelstier mellem byer: Cykelpendlerruter mellem oplandet og bykernerne
4. Forbindelser til rekreative stier og områder
Frederikssund Kommune er en del af Supercykelstisamarbejdet, som er et samarbejde mellem 30 kommuner og Region Hovedstaden. Samarbejdet arbejder for at skabe en bedre cykelinfrastruktur, der gør det nemt og sikkert at vælge cyklen til og fra arbejde – også på strækninger over fem kilometer. En supercykelsti er en cykelsti, hvor kvaliteten har fået et løft, og de er tydeligt skiltet og afmærket, så de er nemme at finde og orientere sig på. Supercykelstier forløber over kommunegrænser, og de forbinder arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og boligområder i et sammenhængende stinet. Se evt. yderligere information om supercykelstier i link nederst på siden.
Fjordstien som kan tilvælges på kortet ovenfor er en cykelrute, som nogle steder følger cykelstier og andre steder følger veje uden cykelsti.
Grundlag
Bestemmelsernes lovgrundlag
Kommuneplanen skal ifølge Planlovens § 11a blandet andet indeholde retningslinjer for beliggenheden af trafikanlæg.
Vejplanlægning er efter Lov om Offentlige veje inddelt i statsveje og kommuneveje og kompetencen er henlagt til de de to myndighedsniveauer for hver deres vejnet. Stier er en naturlig del af et vejanlæg. Kommunen er endvidere myndighed i forhold til private veje.
Hvem gør hvad?
Kommunen planlægger, etablerer, vedligeholder og skilter det nationale stinet, det regionale stinet og lokale stier. Staten etablerer trafikstier langs statsveje. Adgang til Forsvarsministeriets arealer for eksempel ad cykel- og vandrestier reguleres af Forsvarsministeriet. Der henvises til Lov nr. 336 af 6. juni 1991 samt Bekendtgørelse nr. 73 af 30. januar 2002 om ikrafttræden af denne lov.
Udpegningsgrundlag
Planlagte cykelstier og supercykelstier samt planlagte forbedringer af stikrydsninger er udpeget på baggrund af cykelstihandlingsplanen, som er opdateret i 2020.
Baggrundsmateriale
"Trafikplan 2016-2025", Frederikssund Kommunes Trafikplan vedtaget i 2015.
"Supercykelsti.dk", Supercykelstisamarbejdets hjemmeside