Stationsnærhed og parkering


Bestemmelser

  1. Der udlægges stationsnære områder og kerneområder i Frederikssund by som vist på kortet.

  2. De stationsnære områder og kerneområder skal udnyttes til tæt og bymæssig bebyggelse og indrettes med henblik på at fremme forholdene for bløde trafikanter og den kollektive trafik.

  3. Byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter, skal efter Landsplandirektivet Fingerplanen placeres inden for de stationsnære områder og fortrinsvis inden for de stationsnære kerneområder. Disse byfunktioner omfatter bl.a. kontor- og serviceerhverv, beskæftigelsesintensive produktionserhverv, kulturinstitutioner, udstillings- og kongrescentre, større idrætsanlæg og multianvendelige anlæg til fritidsformål, hoteller, tæt boligbebyggelse og lignende.

  4. Bygninger til kontor- og serviceerhverv, der er større end 1.500 m2, skal som udgangspunkt placeres inden for de stationsnære kerneområder. Der kan planlægges for sådanne erhverv indenfor de øvrige, stationsnære områder, når der er en særlig, planmæssig begrundelse for det, og hensynet til at styrke den kollektive trafik sikres i planlægningen, f.eks. ved servicebusser til og fra stationen, firmacykelordninger, samt maksimalnorm for parkeringspladser indenfor de øvrige stationsnære område.

    Parkering

  5. Ved lokalplanlægning skal der medtages bestemmelser om parkeringsforhold, således at der sikres nødvendige arealer til parkering og til ladestandere.

  6. I lokalplaner for de stationsnære områder i Frederikssund by og Vinge udlægges og anlægges inden ibrugtagning et parkeringsareal, som angivet i nedenstående tabel. 

    Parkeringsareal Type
    0,6 bil pr. bolig Etagebolig 3
    1 bil pr. bolig Øvrig bolig
    Mindst 1 bil pr. 25 m2 butiksetageareal Butikker 1
    Mindst 1 bil pr. 50 m2 erhvervsetageareal Kontorerhverv, institutioner, liberalt erhverv, administration, service, lettere industri- og håndværksvirksomheder og lign. 2

    1  For stationsnære områder i Frederikssund by kan udlægget af parkeringspladser i lokalplaner dog fastsættes til mindre end 1 bil pr. 25 m2 butiksetageareal på baggrund af en konkret vurdering (f.eks. hvis butiksarealet for en stor del består af lager).  
    2
     For stationsnære områder i Frederikssund by kan udlægget af parkeringspladser i lokalplaner kan dog fastsættes til mindre end 1 bil pr. 50 m2 erhvervsetageareal på baggrund af en konkret vurdering.
    ³ For stationsnære områder i Vinge kan udlægget af parkeringspladser i lokalplaner dog suppleres med gæsteparkering.

  7. For stationsnære områder i Frederikssund by kan lokalplaner indeholde bestemmelser om at bilparkering kan etableres på egen grund eller tilkøbes på anden matrikel. Parkering på anden matrikel tinglyses på begge matrikler. Der kan tillades dobbeltudnyttelse af parkeringspladser i lokalplaner, hvis der er 30 – 90 % boligareal og den øvrige anvendelse omfatter butik og erhverv. 

  8. Ved lokalplanlægning udenfor de stationsnære områder, skal der udlægges parkeringsareal som angivet i nedenstående tabel.

     

    Parkeringsareal Type
    Mindst 2 biler pr. bolig Åben-lav parcelhusbebyggelse 4
    Mindst 1,5 bil pr. bolig Tæt-lav boligbebyggelse 4
    Mindst 1,5 bil pr. bolig Etagehusbebyggelse 4
    Mindst 1 bil pr. 25 m2 butiksareal Butikker
    Mindst 1 bil pr. 25 m2 erhvervsetageareal Kontorerhverv, institutioner, liberale erhverv, administration, service, lettere industri- og håndværksvirksomheder og lign.
    Mindst 1 bil pr. 100 m2 erhvervsetageareal Erhvervsområder til industrivirksomheder 5

    4  Der skal ved byggeriets ibrugtagning være anlagt mindst 1 p-plads pr. bolig.
    5 Ved lokalplanlægning, hvor nye erhvervsområder større end 5 ha inddrages i byzone, skal der i lokalplanen tages stilling til, om der skal udlægges areal til lastbilparkering med henblik på at undgå lastbilparkering i boligområder.
  9. I det omfang de specifikke rammer for lokalplanlægningen indeholder bestemmelser om antallet af parkeringspladser for de konkrete anvendelser tilsidesættes de ovennævnte generelle bestemmelser.

    Cykelparkering

  10. Ved lokalplanlægning skal der udlægges areal til cykelparkering svarende til:
    • Mindst 2 cykelpladser pr. tæt-lav/etagebolig.
    • 2 cykelpladser pr. 100 m2 butik.
    • 2 cykelpladser pr. 100 m2 kontor/liberalt erhverv.

  11. For andre funktioner, såsom skoler, institutioner, kulturbyggeri og sportsanlæg, skal der udlægges et areal til cykelparkering, som fastsættes på baggrund af en konkret vurdering.

  12. Hvor der ikke er fastsat bestemmelser i lokalplanlægning og lignende, gælder de ovenstående mindstekrav til cykelparkering.

Redegørelse

Landsplandirektivet Fingerplanen fastlægger, at en række intensive byfunktioner skal placeres i stationsnærhedsområder, således at de bliver lettere at komme til og fra med kollektiv trafik.

Stationsnærhedsområder opdeles i kerneområder som kommunen kan afgrænse inden for en afstand på ca. 600 meter fra en togstation eller 1.000 meter fra en knudepunktstation og øvrige stationsnære områder, som kommunen kan afgrænse inden for en afstand på ca. 1200 meter fra en togstation.

Frederikssund Kommune har 2 stationer som giver mulighed for afgrænsning af et stationsnærhedsområde, nemlig Frederikssund Station, som er en knudepunktstation, og stationen i Vinge.

Byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter skal placeres inden for de stationsnære områder og fortrinsvist inden for de stationsnære kerneområder. Kontorbygninger af mindre omfang og lokal karakter, det vil sige mindre end 1.500 etagemeter kan dog placeres i byområdet uden for de stationsnære områder. Byfunktioner med intensiv karakter kan omfatte kontor- og serviceerhverv, beskæftigelsesintensive produktionserhverv, kulturinstitutioner, udstillings- og kongrescentre, større idrætsanlæg og multianvendelige anlæg til fritidsformål, hoteller, tæt boligbebyggelse eller lignende. 

Såfremt der ønskes lokaliseret kontorbyggeri med mere end 1.500 etagemeter i det stationsnære område, men uden for det stationsnære kerneområde, skal der jævnfør fingerplanen redegøres for, hvordan der vil blive arbejdet med supplerende virkemidler med henblik på at sikre trafikale effekter svarende til i det stationsnære kerneområde. Det kan være et begrænset udbud af parkeringspladser suppleret med forskellige former for mobility management, som for eksempel direkte tilbringer service til og fra stationen, firmacykelordninger til og fra stationen. 

Der kan dog uden videre planlægges for større kontorbyggeri over 1.500 etagemeter i det stationsnære område i større afstand fra stationerne end de 600 m, såfremt én af følgende situationer gør sig gældende:

  • Frederikssund Kommune vurderer, at der ikke er tilstrækkeligt med aktuelle byggemuligheder i det stationsnære kerneområde i Frederikssund By, i Vinge og omkring stationerne i Egedal Kommune og Ballerup Kommune.
  • Frederikssund Kommune fastlægger en norm for maksimalt antal parkeringspladser på højst 1 parkeringsplads pr. 50 m2 etageareal erhvervsbyggeri i området.
  • Udvidelse af eksisterende kontorejendomme opført før 1. januar 2007.

Redegørelsen for anvendelse af supplerende virkemidler skal indeholde:

  • En begrundelse for nødvendigheden af at planlægge for større kontorbyggeri i det stationsnære område uden for det stationsnære kerneområde.
  • En beskrivelse af de trafikale effekter.
  • En angivelse af, hvorledes der vil blive arbejdet med supplerende virkemidler (parkeringsnormer, gangstier, firmacykler, tilbringeordninger med bus eller lignende) med henblik på at sikre tilsvarende effekter som ved en lokalisering inden for kerneområdet.

Byfunktioner af regional karakter skal fortrinsvis lokaliseres stationsnært ved knudepunktstationer. Byfunktioner af regional karakter omfatter funktioner som henvender sig til et regionalt opland, dvs. et opland som rækker ud over kommunen og nabokommunen og som samtidig er af intensiv karakter.