Kommuneplantillæggets baggrund, formål og indhold

Baggrund og formål

Frederikssund Kommune har modtaget ansøgning med ønske om at opstille en vindmølle i det nordlige Vinge. Byrådet besluttede på mødet den 28. februar 2025 planlægning herfor.

Det vurderes at udviklingen af Vinge by samt udvidelsen af infrastruktur bevirker, at det eksisterende udpegede vindmølleområde i det nordlige Vinge er uhensigtsmæssig til opstilling af vindmøller. Frederikssund Kommune har derfor undersøgt for andre bedre egnede udpegningsområder og fundet et bedre egnet udpegningsområde for vindmøller i det nordlige Vinge.

Det eksisterende vindmølleområde muliggør op til 3 vindmøller med en højde på op til 110 meter eller én vindmølle med en højde på 133 meter. Det nye udpegningsområde muliggør én vindmølle med en højde på op til 100 meter.

Dette kommuneplantillæg har til formål at ændre på vindmølleområde udpegningen i kommuneplan 2025. Ændringen omfatter at der udpeges et nyt vindmølleområde, som erstatter det eksisterende vindmølle område i det nordlige Vinge. Det nye vindmølleområde er beliggende ca. 200 meter øst for det eksisterende vindmølleområde.

Udover ændringen af vindmølleområdeudpegningen i kommuneplanen medfører indeværende kommuneplantillæg, at rammeområde LT 2.3 'Vindmølleområde til store vindmøller' aflyses, samt at rammeområde E 2.1 'Erhvervsområde Vinge Nord' ændres, således der ikke kan planlægges for vindmøller inden for dette rammeområde. Kommuneplantillægget udlægger ligeledes et nyt rammeområde LT 2.4, 'For en vindmølle i det nordlige Vinge', som muliggør opførsel af én vindmølle.

Parallelt med udarbejdelsen af kommuneplantillægget udarbejdes også lokalplan 182. Lokalplan 182 for en vindmølle i det nordlige Vinge har samme geografiske afgrænsning som det nye rammeområde LT 2.4. 

Indhold

Dette kommuneplantillæg til kommuneplan 2025-2037 udlægger et nyt vindmølleområde og aflyser det eksisterende vindmølleområde i det nordlige Vinge. På oversigtskort 1 nedenfor ses det eksisterende vindmølleområde som aflyses (markeret med blåt) og det nye vindmølleområde (markeret med rødt).

Det eksisterende vindmølleområde muliggør op til 3 vindmøller med en højde på op til 110 meter eller én vindmølle med en højde på 133 meter. Det eksisterende vindmølleområde udgør et areal på ca. 88.200 m2. Det nye vindmølleområde muliggør én vindmølle med en højde på op til 100 meter. Vindmølleområdet udgør et areal på 9.100 m2.

I forbindelse med det nye udpegede vindmølleområde udlægges også et konsekvensområde i en afstand af 400 meter omkring det nye vindmølleområde. Der må ikke inden for konsekvensområdet planlægges for støjfølsomanvendelse. Konsekvensområdet er vist på kortet neden for med gul markering.

Dette kommuneplantillæg udlægger et nyt rammeområde LT 2.4 'En vindmølle i det nordlige Vinge'. Rammeområde LT 2.4 er i overensstemmelse med udpegningen af det nye vindmølleområde og har tilsvarende afgrænsning. Det nye rammeområde LT 2.4 muliggør én vindmølle med en højde på op til 100 meter.

Kommuneplantillægget aflyser desuden det eksisterende rammeområde LT 2.3 'Vindmølleområde til store vindmøller'. Yderligere ændre kommuneplantillægget på anvendelsesmulighederne for rammeområde E 2.1 'Erhvervsområde Vinge Nord', hvor anvendelsen til vindmøller udgår.

På oversigtskort 2 nedenfor vises det nye rammeområde LT 2.4 (markeret med rødt), rammeområde LT 2.3 som aflyses (markeret med blåt) og rammeområde E 2.1 som ændres (markeret med gult).