Beliggenhed og eksisterende forhold

Beliggenhed

Planområdet udgør et areal på ca. 9.100 m2. Planområdet ligger landzone i det nordlige Vinge inden for matrikel nr. 20l og 20i Oppe Sundby By, Oppe Sundby. Planområdet er beliggende ved Sillebro Å. Planområdet er beliggende i en afstand af ca. 3,2 km til Roskilde Fjord og ca. 470 m til nærmeste bolig i Sundbylille. Planområdets beliggenhed er vist med rød markering på oversigtskortet nedenfor.

Eksisterende forhold

Lokalplanområdet rummer i dag et ubebygget areal, som har stået udyrket i en periode på ca. 2 år.

Nordvest for lokalplanområdet ligger et regnvandsbassin anlagt i årene 2024-2025. Sydøst for området ligger et regnvandsbassin, som blev etableret i 2011.

Øst og nord for lokalplanområdet løber Sillebro Å, som har sin udmunding i Roskilde Fjord. Sillebro Å er et beskyttet vandløb. Langs Sillebro Å er der udpeget en potentiel økologisk forbindelse, som skal sikre, at dette udpegede areal i fremtiden kan udvikle sig til at blive en grøn korridor langs åen. Der er en servicevej fra vejen Haldor Topsøe Park til regnvandsbassinnet nordvest for lokalplanområdet.

Øst og nord for området ligger landbrugsarealer.

Nord for området i en afstand af ca. 500 m ligger landsbyen Sundbylille.

Vest for lokalplanområdet ligger et erhvervsområde med erhvervsbygninger. Dette erhvervsområde rummer mulighed for, at vestforbrændingen i fremtiden kan etablere et teknisk anlæg ud mod Frederikssundsvej. Det er i øvrigt besluttet, at Vejdirektoratet skal omlægge Frederikssundsvej omlægges til enten motortrafikvej eller motorvej.

Syd for lokalplanområdet ligger vejforbindelsen Haldor Topsøe Park, som er lukket for trafik mod Sundbylille. I området umiddelbart syd for Haldor Topsøe Park er en solcellepark, erhvervsbygningerne samt et mindre regnvandsbassin. Derudover er der områder som i kommuneplanen er udlagt til fremtidig byzone indeholdende erhverv.