Bestemmelser
-
Landsbyerne skal fremmes som attraktive bosteder med nær kontakt til grønne omgivelser, natur og mulighed for at indgå i lokale fællesskaber.
-
Landsbyerne understøttes af et omkringliggende servicenetværk i de nærmeste større byer i henhold til kommunens bymønster.
-
Landsbyernes afgrænsning ud mod det åbne land skal fastholdes. Der kan ske nybyggeri til lokalt behov indenfor landsbyafgrænsningen.
-
Ved placering og udformning af ny bebyggelse og nye anlæg skal der tages hensyn til karakteren og påvirkningen af det omgivende landskab herunder til beskyttelsesinteresser og den landskabstype og de skalaforhold, som præger det stedlige landskabsbillede.
-
Ved lokalplanlægning i de udpegede særlige landzonelandsbyer skal de karakteristiske, velbevarede kulturhistoriske træk tilstræbes bevaret.
Redegørelse
Landsbyer
Landsbyerne i Frederikssund Kommune er bosted for godt 6.000 af Frederikssund Kommunes ca. 45.000 indbyggere. Frederikssund Kommunes landsbyer er levende og levedygtige lokalsamfund med sammenhold og lokale ildsjæle. Befolkningstallet er stigende i byzonelandsbyerne og stabilt i landzonelandsbyerne. Udviklingstendenser for de enkelte landsbyer kan ses under Fakta om Frederikssund, hvor der er linket til forudsætningsredegørelsen "Attraktiv bosætning".
Frederikssund Kommune ønsker at fastholde den enkelte landsbys særlige identitet og kvaliteter, samtidig med at landsbyerne skal kunne følge med tiden. 34 mindre byer i kommunen er registreret som landsbyer med en defineret landsbyafgrænsning i kommuneplanen.
Det økonomiske grundlag for privat og offentlig service og for offentlig transport er svagt i landsbyerne, så det er en del af livet i landsbyerne, at mange byfunktioner må opsøges i nærliggende større byer, og ofte i bil. Mange landsbyer har til gengæld et stærkt sammenhold omkring lokale samlingssteder og så ligger byerne ofte i smukke landskaber. På trods af placeringen midt i attraktive landskaber er adgangen til landskaber begrænset i nogle landsbyer, fordi der mangler bynære rekreative stier. Mange landsbyers attraktion kan styrkes ved at sikre bedre adgang til natur og landskaber omkring byerne og Byrådet vil se positivt på ønsker om trampestier eller evt. anlagte stier ved landsbyerne, hvis der kan indgås frivillige aftaler med lodsejere herom. I nogle af landsbyerne er der lokal dagligvarehandel, som nyder lokal opbakning og som Byrådet derfor også ønsker at tage hensyn til i udviklingen af kommunens detailhandelsplanlægning.
Byzonelandsbyer
Store Rørbæk, Jørlunde, Lyngerup, Gerlev, Skuldelev og Dalby er kommunens byzonelandsbyer. Boligudvikling skal ske med stor hensyntagen i byzonelandsbyerne, men det skal på den anden side være muligt for landsbyerne at følge med tiden f.eks. ved at det sikres, at tidligere erhvervsejendomme og gårde ikke forfalder, men kan omdannes til nye boliger – gerne med genanvendelse af tidligere gårde, så landsbyens identitet og kvaliteter fastholdes eller - hvis de oprindelige bygninger ikke kan genanvendes - så med byggeri, som passer ind i landsbymiljøet.
Landzonelandsbyer
I mange landzonelandsbyer findes der gårde, hvorfra der ikke mere drives landbrug. Omdannelse af sådanne gårde til flere boliger så vidt muligt med genanvendelse af bygningerne vurderer Byrådet kan bidrage positivt til, at landsbyerne kan følge med tiden samtidig med, at det støtter landsbyernes identitet og kvaliteter. Byrådet ser det som en god og naturlig udvikling, og vil gerne udnytte de muligheder, som kan findes indenfor de eksisterende landsbyafgrænsninger.
Særlige landzonelandsbyer
Velbevarede kulturhistoriske træk er væsentlige kvaliteter ved en række landsbyer i Frederikssund Kommune. I disse landsbyer er forskellige kulturhistoriske træk bevaret, så de kan opleves den dag i dag. Det kan f.eks. være forten (det oprindelige fællesareal for landsbyen, hvor kvæget typisk blev lukket ind om natten og hvor man ofte også finder landsbyens gadekær) eller det kan være dige-, hegns- og vejstrukturer, som fortæller om udskiftningen eller andre landbrugshistoriske milepæle.
Ved lokalplanlægning skal disse kvaliteter kortlægges og understøttes, således at byernes attraktion fastholdes og styrkes, samtidig med at der tages hensyn til nutidens krav til boligstandard mv.
Grundlag
Bestemmelsernes lovgrundlag
Kommuneplanen skal ifølge Planlovens § 11a indeholde bestemmelser for landsbyer.
Hvem gør hvad?
Byrådet har, efter Planloven, ansvaret for at fastlægge rammer for afgrænsningen af landsbyerne, for arealanvendelsen, for lokalplanlægning og landzonetilladelser.
Udpegningsgrundlag
Kategoriseringen af landsbyerne er overført fra Kommuneplan 2017-2029.