Gå til sidens indhold
    Frederikssund Kommunes logo

     Zoneforhold

    Bestemmelser

             Zoneinddeling

    1. Frederikssund Kommune er opdelt i tre zoner: byzone, sommerhusområde og landzone, som vist på kortet.

      Byområde
    2. Frederikssund Kommunes byområde består af de arealer, der indgår i eksisterende og fremtidig byzone, som vist på kortet. Landzonearealer, der er markeret som fremtidig byzone, kan overføres til byzone med en lokalplan.

      Landzone
    3. Landzonen omfatter den del af kommunen, som ligger udenfor byzone udenfor sommerhusområde.

    4. Landzonen, uden for afgrænsede landsbyer, skal friholdes for bebyggelse og anlæg, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendige for landbrug, skovbrug eller fiskeri. Trafik- og forsyningsanlæg og lignende kan placeres i landområdet efter en afvejning med andre kommuneplanmæssige interesser.

      Landsbyer i landzonen
    5. Landsbyernes afgrænsning ud mod det åbne land skal fastholdes. Der kan ske nybyggeri til lokalt behov indenfor landsbyafgrænsningen.
    6. Ved placering og udformning af ny bebyggelse og nye anlæg, skal der tages hensyn til karakteren og påvirkningen af det omgivende landskab. Specielt til beskyttelsesinteresser og til den landskabstype og de skalaforhold, som præger det stedlige landskabsbillede, jævnfør landskabskarakteranalysen.

    Redegørelse

    Hele landet er delt op i tre zoner: byzoner, sommerhusområder og landzone, hvor der gælder forskellige regler for arealanvendelsen.

    Kommuneplanen fastlægger derudover – i nogle tilfælde efter forhandling med Staten – et byområde. Byområdet defineres som summen af det eksisterende byzoneareal samt det landzoneareal som kommunen kan overføre til byzone ved lokalplanlægning.

    Byudviklingen i Frederikssund Kommune kan ske enten i ”det ydre storbyområde” – byfingeren – eller i ”det øvrige hovedstadsområde”. Hovedreglen i det ”det øvrige hovedstadsområde” er, at byudvikling skal ske i tilknytning til kommunecentre eller som afrunding af andre bysamfund, som for eksempel en landsby. Jævnfør Fingerplanen (Landsplandirektiv).

    Frederikssund Kommune har store arealer med sommerhusområder, der primært er lokaliseret langs kysterne i Horns Herred. Der er ca. 6000 sommerhuse i kommunen.
    Muligheder for nye udlæg af sommerhusområder eller overførsel af eksisterende sommerhusområder til byzone reguleres på nationalt niveau i planlov og landsplandirektiver.

    Kystnærhedszonen

    Kystnærhedszonen er fastsat i planloven og går fra kysten og cirka 3 km ind i landet. Den omfatter landzone og sommerhusområder, men ikke byzone.

    Staten betragter kysterne som en national rekreativ interesse. Planlovens kystnærhedsbestemmelser sigter mod at beskytte kysten som en landskabs- og naturressource og i forbindelse med planlægning i kystnærhedszonen, skal der tages særlige hensyn til disse ressourcer.

    Grundlag

    Bestemmelsernes lovgrundlag

    Kommuneplanen skal ifølge Planlovens § 11a blandt andet indeholde bestemmelser for udlæg af arealer til byzoner og sommerhusområder, og de afgrænsede områder skal vises på kort.

    Hvem gør hvad?

    Byrådet har, efter Planloven, ansvaret for at fastlægge rammer for arealanvendelsen i byerne, for inddragelse af arealer til byformål og for lokalplanlægning.

    Kommunen administrerer benyttelsen af sommerhusområderne, herunder dispensationer til helårsbeboelse i henhold til Sommerhusloven og Planloven.

    Kommunens planlægning skal foregå inden for rammerne af landsplanlægningen, herunder Landsplandirektivet Fingerplanen samt Vandplanerne.

    Miljøministeren fastlægger retningslinjer for arealudlæg til sommerhusområder i hovedstadsområdet via landsplandirektiver som for eksempel Fingerplanen og til eventuel overførsel til byzone med helårsbeboelse.

    Kystnærhedszonen er fastlagt i planloven.

    Udpegningsgrundlag

    Byområdet er i forhold til Kommuneplan 2013-2025 ændret ved udlæg af to nye byudviklingsarealer - et erhvervsområde i Skibby E 4.4 og et boligområde i Lyngerup B 4.34 og tilsvarende reduktion af udlæggene B 3.30, B 3.31 og B 4.26. Endelig overføres et bebygget areal som hidtil har ligget i landzone - Hanghøjgård - til byzone, ramme E 4.2.

    Sommerhusområderne er direkte overført fra Kommuneplan 2013-2025.