Gå til sidens indhold
    Frederikssund Kommunes logo

    Friluftsanlæg

    Bestemmelser

    Friluftsanlæg i landzone

    1. Friluftsanlæg, der af areal- eller miljømæssige grunde ikke kan placeres i byen, kan placeres i landområdet under hensyntagen til landskabs- og naturværdier, råstofplanlægning og landsplanlægning. Arealudpegninger og retningslinjer for friluftsanlæg gælder ikke for byområdet (nuværende og fremtidig byzone) og sommerhusområder.
    2. Friluftsanlæg skal så vidt muligt være offentligt tilgængelige og kunne anvendes til flere forskellige friluftsaktiviteter. Ved indpasning af friluftsanlæg i landområdet skal belysning, bygninger og anlæg udformes med hensyntagen til omgivelserne.
    3. Der kan etableres støttepunkter for friluftslivet ved oplevelsesmuligheder, når det efter en konkret vurdering er foreneligt med beskyttelsesinteresserne. Støttepunkter skal fortrinsvis placeres, hvor der er god vej- eller stiadgang. I støttepunkter kan der etableres begrænsede anlæg, der støtter det almene friluftsliv.
    4. Der kan generelt etableres mindre anlæg til det almene friluftsliv og tillades begrænset udvidelse af eksisterende friluftsanlæg, efter en konkret afvejning af beskyttelsesinteresser og hensyn til friluftslivet.

      Areal og bygningskrævende anlæg
    5. I fredskov, råstofgrave som ikke er færdigudgravede, i Natura 2000 områder og i fredede områder som vist på kortet kan der kan der som udgangspunkt ikke etableres nye golfbaner, rideanlæg eller andre større, landskabeligt indgribende areal- eller bygningskrævende friluftsanlæg, og eksisterende anlæg kan ikke udvides.
    6. Uden for de udpegede arealer kan der anlægges nye golfbaner, rideanlæg og andre arealkrævende friluftsanlæg, der kræver bygninger, og eksisterende anlæg kan udvides under forudsætning af, at det er foreneligt med landskabs- og naturværdier inden for beskyttelsesområderne.Naturskoler, fritidscentre og besøgsgårde og tilsvarende begrænsede bygningsanlæg kan desuden etableres eller indrettes i eksisterende bygninger, når anvendelsen efter en konkret vurdering er forenelig med beskyttelsesinteresserne.
    7. Golfbaner, rideanlæg og andre arealkrævende friluftsanlæg med bygninger skal tilpasses landskabet og terrænregulering må kun finde sted i begrænset omfang. Bygninger og parkeringsanlæg skal holdes samlet og knyttes til eksisterende bygninger, hvis det ikke strider mod landskabshensyn eller medfører væsentlige støj- eller trafikgener. Kunstig belysning ved bygninger, anlæg og parkering skal være dæmpet.

      Friluftsanlæg ved kyst og søer
    8. Der kan etableres støttepunkter for friluftslivet med blandt andet primitive teltpladser og anløbsbroer for kanoer og kajakker langs kysten, ved søer og fjorde, hvor det efter en konkret vurdering ikke skader beskyttelsesinteresserne. I Roskilde Fjord og Isefjord kan støttepunkter for friluftslivet etableres med landingspladser og udlejning af kano og kajak, hvor det efter et konkret skøn vurderes ikke at skade beskyttelsesinteresserne.
    9. Der kan generelt etableres nye badestrande langs kommunens kyster, såfremt det er foreneligt med beskyttelsesinteresser og andre planmæssige interesser. På eksisterende og nye badestrande kan der etableres støttepunkter for friluftslivet med mindre bygninger til betjening af badegæsterne.

      Kulturelle anlæg, forlystelser og overnatning
    10. Overflødiggjorte landbrugsbygninger, herunder stuehuse, kan indrettes til ferielejligheder.
    11. Primitive teltpladser kan i princippet etableres overalt, under forudsætning af, at landskabs- og naturværdier inden for beskyttelsesområder ikke forringes.
    12. Nye vandrerhjem kan indrettes i eksisterende bygninger i landområdet, såfremt det ikke forringer landskabs- og naturværdier inden for beskyttelsesområderne.
    13. Mindre kulturelle anlæg af lokal betydning kan efter konkret vurdering tillades indrettet i eksisterende bygninger. Kulturelle anlæg omfatter for eksempel museer med tilknytning til det åbne land, forlystelser, sommerlande, dyreparker og lignende.

    Redegørelse

    Friluftsanlæg generelt
    Bestemmelserne skal sikre, at friluftsanlæg kan placeres hensigtsmæssigt og sameksistere med andre aktiviteter uden for byområdet og tage hensyn til, at der bevares uberørte områder til stille natur- og landskabsoplevelser.
    Bestemmelserne hindrer ikke rekreative anlæg, der allerede er fastlagt i en fredning, lokalplan eller lignende.

    Ved planlægning for nye friluftsanlæg skal anlæggene så vidt muligt indeholde offentligt tilgængelige arealer herunder stier og veje, således at friluftsanlæg til for eksempel golf og ridning også kan bruges til aktiviteter som gåture, skiløb, cykling, leg og boldspil.

    Anlæggene skal indrettes, sådan at aktiviteterne ikke forstyrrer hinanden og sådan, at naboer og brugere ikke udsættes for risiko eller gener.

    Kommuneplanen giver mulighed for at realisere fremtidige rekreative støttepunkter. Støttepunkterne i landområdet skal fremme det almene friluftsliv både til lands og langs kommunens kyster. Områder, der byder på landskabs-, kultur- og naturoplevelser, åer, søer, kyst og fjord, er steder, hvor støttepunkter kan blive attraktive og gavne friluftslivet.

    Støttepunkter indebærer kun beskedne anlæg: Lidt parkering, primitiv teltplads, shelters, anløbsbro, kiosk, mindre udlejnings- eller udskænkningssteder og naturformidling. Derfor kan de ofte etableres uden at genere de landskabs- og naturværdier, som de besøgende kommer for at nyde.
    Støttepunkter skal have god stiadgang, og hvis kan de nås med offentlig transport, er det en fordel. De kan med fordel indrettes i eksisterende bygninger eller ved friluftsanlæg i det åbne land, som har en form for betjening.

    Areal- og bygningskrævende anlæg
    Bestemmelserne om areal- eller bygningskrævende anlæg vedrører de anlæg, som er særligt indgribende landskabeligt set, f.eks. golfbaner og rideanlæg.

    Store rideanlæg omfatter ridehaller, stalde til 40 eller flere heste og ridebaner. Formålet med retningslinjerne er, at de store anlæg både placeres rigtigt og indrettes hensigtsmæssigt i forhold til f.eks. beskyttelsesinteresser og offentlig adgang. Erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger i tilknytning til en landbrugsejendom kan dog opføres uden landzonetilladelse.

    Friluftsanlæg ved kyst og søer
    Kysten er et særligt attraktivt landskab med stor rekreativ betydning som udflugtsmål. Badestrandene og vandet benyttes til mange rekreative formål, og det er af stor betydning, at der er mulighed for at komme til stranden, gerne inden for kort afstand. Yderligere badestrande kan derfor etableres, hvis anlæggene er forenelige med beskyttelsesområder og andre planinteresser.

    Staten betragter kysterne som en national rekreativ interesse. I kystnærhedszonen giver Planloven kun begrænset mulighed for nybyggeri og anlæg, som ikke er afhængig af at ligge ved kysten.

    Kulturelle anlæg, forlystelser og overnatning
    De fleste kulturelle anlæg, forlystelser og overnatningsanlæg bør placeres i byområdet, hvor udbuddet af service, oplevelser og trafikbetjening er stort. Museer, forlystelsesparker, teatre, hoteller, vandrerhjem, campingpladser og autocamping skal normalt ikke placeres uden for byen. Dog er der tradition for, at museer og udstillinger, der har en speciel lokal tilknytning, sommerlande, historiske forsøgscentre, besøgsgårde med dyr, vandrerhjem og campingpladser også kan indpasses i landområdet i det åbne land.

    Anlæg som sommerlande og feriecentre er så store, at de normalt forudsætter, at der udarbejdes et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse.

    Grundlag

    Bestemmelsernes lovgrundlag
    Kommuneplanen skal ifølge Planlovens § 11a indeholde bestemmelser for beliggenheden af arealer til fritidsformål. Nye friluftsanlæg i den kystnære del af landzone kræver særlig planlægningsmæssig begrundelse, jævnfør Planlovens § 5b.

    Hvem gør hvad?
    Mindre anlæg til friluftslivet i landområdet kan etableres med zonetilladelse fra kommunen, mens større anlæg og bygninger til friluftsformål kan forudsætte, at kommunen udarbejder en lokalplan og eventuelt tillæg til Kommuneplanen.

    Støjende friluftsanlæg til motorsport og flyvning er omfattet af VVM-regler og skal screenes af kommunen. Screeningen kan resultere i, at der skal udarbejdes kommuneplantillæg med VVM-vurdering. Både større og mindre, støjende anlæg kræver miljøgodkendelse.

    Friluftsanlæg som vedrører søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet.

    Udpegningsgrundlag
    Retningslinjerne for friluftsanlæg er overført fra Kommuneplan 2013-2025. Udpegningen er justeret i forhold til ændringer i diverse interesseområder.

    Arealudpegningen er en "forbudszone", hvor nye arealkrævende friluftsanlæg ikke kan placeres, fordi de er uforenelige med andre interesser såsom fredede områder, råstofområder, herunder grave- og interesseområder, internationale beskyttelsesområder og eksisterende skov.