Gå til sidens indhold
    Frederikssund Kommunes logo

    Klimasikring

    Bestemmelser

    1. Ved lokalplanlægning skal der ved disponering af lokalplanområdets areal tages hensyn til vandets strømningsveje og oversvømmelsesrisici fra både skybrud, havvandsstigninger,vandløb og stigning i grundvandsspejl. Det skal vurderes, om der skal stilles særlige krav i lavtliggende arealer og i strømningsveje, eksempelvis til bygningers sokkelkote, mulighed for kælder, friholdelse for bebyggelse eller reservation af arealer til skybrudssikring.
    2. Ved lokalplanlægning skal der reserveres plads til nødvendige anlæg til forsinkelse, rensning og afledning af overfladevand. For eksempel rense- og forsinkelsesbassiner, kunstige søer, regnbede, grønne områder, kanaler, grøfter og trug. Løsninger for overfladevand, som ikke er forurenet, skal som udgangspunkt indgå som gevinst for landskabet/byen.
    3. Ved lokalplanlægning for rekreative arealer, grønne områder, sportspladser, veje og parkeringsarealer skal behov og muligheder for synergi med arealer til vandopstuvning overvejes.
    4. Ved lokalplanlægning for nye større vejanlæg skal det overvejes, om vejene med fordel kan dimensioneres, så de kan håndtere fremtidens skybrud og evt. overfladevand fra omkringliggende arealer.
    5. Ved lokalplanlægning for arealer med koter under 3,0 som vist på kortet skal det vurderes, om der skal stilles krav med henblik på at forebygge skader fra fremtidige oversvømmelser.

    Redegørelse

    Der skal sikres en hensigtsmæssig klimasikring i forbindelse med byudvikling. Forebyggelsen af klimaproblemer kan foretages relativt konsekvent ved nyudlæg af byudviklingsområder, mens der ved lokalplanlægning i eksisterende byområder ofte må tages udgangspunkt i uhensigtsmæssige terrænforhold mv. hvorved løsningerne kan blive mindre ideelle.

    Frederikssund Byråd vedtog i oktober 2014 Kommuneplantillæg nr. 007: Klimatilpasningsplan, som udpeger fokusområder i kommunen og prioriterer indsatsen i fokusområderne. Frederikssund Kommune har endvidere vedtaget en handleplan til klimatilpasningsplanen og en beredskabsplan, som omfatter en indsatsplan for forhøjet vandstand i Roskilde Fjord og Isefjord.

    Skybrudsikring
    Skybrud og kraftigere regn vil give mere vand mere vand i kloakken og mere vand på terræn, i åer og vandløb, hvilket kan give flere problemer med oversvømmelser.

    Spildevands- og lokalplanlægning skal medvirke til, at byområder skybrudssikres. Ved planlægning i eksisterende byområder vil mulighederne for f.eks. at hæve bebyggelse ofte være begrænset af hensynet til omkringliggende bebyggelser. Ved planlægning i nye byområder er der bedre muligheder for at tage højde for vandets strømningsveje og oversvømmelsesrisici, sådan at skader på boliger og andre tilsvarende værdier forebygges eller reduceres. Skybrudssikring sker blandt andet ved at sikre at det vand, som regnvandssystemet ikke kan nedsive eller bortlede under skybrud, kan tilbageholdes på eller strømme til arealer, som ikke er bebyggede.

    Løsninger til håndtering af overfladevand skal som udgangspunk tilføre bebyggelser rekreative kvaliteter f.eks. ved at bassiner udformes som naturlige regnvandssøer eller som synlige rekreative byrumselementer.

    En række byarealer indeholder et potentiale til at afbøde virkninger af oversvømmelser. Det gælder f.eks. rekreative arealer. Her skal det i lokalplanlægningen overvejes, om arealerne kan gives en dobbeltfunktion, således at det ud over sin primære funktion også kan opstuve vand fra skybrud indtil afløbssystemerne kan aftage vandet.

    Anlæg til forsinkelse rensning og afledning
    Anlæg til forsinkelse, rensning og afledning skal overholde retningslinjerne i Frederikssund Kommunes spildevandsplan og dette skal dokumenteres i forbindelse med de nødvendige tilladelser. Som en håndregel vil det være hensigtsmæssigt at afsætte areal til håndtering af vand svarende til mindst 10% af projektarealet indtil de nøjagtige tilladelser er opnået.

    Oversvømmelsessikring
    Ved lokalplanlægning for kystnære arealer, som ligger under kote 3, skal det vurderes om der skal stilles særlige krav f.eks. forbud mod kældre, mindstekrav til sokkelhøjden eller etablering af hævede arealer, som kan virke som dige for bebyggelsen og forebygge skader ved fremtidige oversvømmelser. Der inddrages ikke nye arealer til byudvikling i så lavtliggende områder.Planlægningsmæssige krav til oversvømmelsessikring skal tage hensyn til den omkringliggende bebyggelse og kan derfor ofte ikke give fuld sikkerhed, men dog sikre forbedringer. I mange områder er diger en mere realistisk og hensigtsmæssig mulighed for at sikre de lavtliggende ejendomme.

    Grundejere arbejder mange steder i kommunen med digeprojekter til beskyttelse af et lokalområde. Frederikssund Kommune har i en række tilfælde besluttet at understøtte oversvømmelsestruede grundejere ved at yde bistand til at få udarbejdet et skitseprojekt for et dige.

    Frederikssund Kommune arbejder samtidig med muligheden for at etablere en regional oversvømmelsessikring ved Kronprins Frederiks Bro.

    Opsamling af regnvand
    Det kræver ikke tilladelse at opsamle tagvand fra et nedløbsrør i en regnvandstønde til f.eks. havevanding og bilvask. Det er også en mulighed at bruge regnvand til wc-skyl og tøjvask i et separat ledningssystem og dermed erstatte brug af grundvand. Et sådant anlæg skal udføres af en autoriseret kloakmester, inspiceres og renses mindst 1 gang om året og det kræver tilladelse fra kommunen. Forsyningsselskaberne har mulighed for at give tilskud til genbrug af regnvand. Frederikssund Kommune ser gerne at opsamling af regnvand fremmes i kommunen.

    Grundlag

    Bestemmelsernes lovgrundlag
    Kommuneplanen kan ifølge Planlovens § 11b stk. 1, nr. 3 indeholde rammer for bebyggelsesforhold og ifølge § 11b stk. 2 indeholde bestemmelser for "andre forhold".

    Baggrundsmateriale
    Kommuneplantillæg nr. 007: Klimatilpasningsplan, oktober 2014. (2.7 MB)

    Handleplan til klimatilpasningsplan, oktober 2014.pdf (369.9 KB)

    Indsatsplan. Forhøjet vandstand i Roskilde Fjord og Isefjord, oktober 2015