Gå til sidens indhold
    Print
    Frederikssund Kommunes logo

    Planlægning for byudvikling

    Bestemmelser

    1. Der udlægges områder til eksisterende og nye byformål, som vist på kortet.

    2. Ved lokalplanlægning skal der tages stilling til mulighed for tilslutning til stinet i lokalområdet.

    3. Ved lokalplanlægning for tæt-lav bebyggelse, uden for bymidteafgrænsningerne, skal der som udgangspunkt udlægges mindst 10 % af det samlede etageareal til fælles friareal, ophold og lignende.

    4. Ved lokalplanlægning for nye erhvervsområder større end 5 ha, skal der tages stilling til mulighed for udlæg af areal til lastbilparkering.

    5. Antenner og master kan efter en konkret vurdering tillades selv om de overskrider højdegrænser fastsat i kommuneplanrammerne.

    Redegørelse

    Kommuneplanens rammedel fastlægger beliggenheden af områder til forskellige byformål. Ændring af anvendelsesbestemmelser kan ske ved kommuneplantillæg.

    Ved planlægning for byudvikling skal der i Frederikssund Kommune tages stilling til lokalområdets tilslutning til stinettet, til sikring af arealer til fælles friarealer i boligområder og til lastbilparkering i større erhvervsområder som beskrevet i bestemmelserne om planlægning for byudvikling.

    Der er samfundsmæssigt et stort ønske og behov for, at der sikres god mobildækning. Udviklingen i teknologi gør, at det er vanskeligt at lave en generel planlægning for placering af master, da behovene hurtigt vil ændre sig i forhold til, hvor det er optimalt at opstille master. Langt overvejende vil ansøgninger om mobilmaster således blive behandlet som enkeltsager.

    De bedste muligheder for tilladelse til opsætning af nye antenner og/eller master er på:

    • eksisterende master og høje bygninger, i erhvervsområder og områder med tekniske anlæg, samt på arealer tæt på jernbane og motorveje, og arealer tæt på højspændingsledninger
    • kommunalt ejede arealer
    • arealer, som er udlagt til centerstruktur

    Indenfor følgende områder, vil mulighederne være mere afhængige af de aktuelle forhold:

    • beskyttelsesområder med landskabsværdier
    • boligområder
    • områder med kulturhistoriske værdier

    Derimod vil det være vanskeligere af få tilladelse indenfor følgende områder

    • områder med landskabsfredninger
    • områder omfattet af naturbeskyttelse og strandbeskyttelseszonen
    • områder som i kommuneplanen er udpeget som kulturmiljøer

    Grundlag

    Bestemmelsernes lovgrundlag
    Kommuneplanen skal ifølge Planlovens § 11a blandt andet indeholde bestemmelser for beliggenheden af områder til forskellige byformål, herunder boligformål og erhvervsformål. Kommuneplanens rammedel indeholder nærmere bestemmelser om fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål.

    Hvem gør hvad?
    Det er byrådet, der fastsætter bestemmelser og rammer for byudviklingen.