Gå til sidens indhold
    Print
    Frederikssund Kommunes logo

    Den personlige forbindelse

    Kommunen er borgernes, og deres liv og hverdag sætter dagsordenen for kommunen. Vi udvikler kommunens service sammen med aktive borgere og fællesskaber.
    Kommunen møder borgere og virksomheder med et smil og går målrettet efter resultatet gennem dialog.

    Vi satser på borgere og virksomheder

    Vision

    Dynamisk erhvervskommune

    Der er en direkte sammenhæng mellem erhvervsvenlighed og udvikling i værditilvæksten pr. beskæftiget person. Derfor fokuserer vi mange kræfter på vores gode samarbejde med erhvervslivet.

    Koordineret og kvalificeret erhvervsservice

    Vi skaber det bedste udgangspunkt for vækst og gør vores virksomheder til kommunens ambassadører. Hos os har virksomheder en nem og hurtig indgang til erhvervsservice. Vi har altid fokus på, at arbejdet sker hurtigt og smidigt. Vi møder borgere og virksomheder med et smil og går målrettet efter resultatet gennem dialog!

    Vi holder årligt vækst- og erhvervskonferencer for vores virksomheder, hvor der altid er fuldt hus. Og vi har et højt kommunalt investeringsniveau, og en stigende grad af udlicitering. Hele 84,1% af de tekniske opgaver er udliciteret.

    Og det lønner sig! I den seneste undersøgelse af danske kommuners erhvervsvenlighed, fra Dansk Byggeri, ligger Frederikssund Kommune med en 10. plads højest blandt de sjællandske kommuner. Også Ejendomsejerforeningen har opdaget udviklingen, og rangerer Frederikssund højest i hovedstadsområdet og nr. 6 på landsplan.

    Nye initiativer skaber vækst

    Det går godt i Frederikssund! Det spirende opsving er ved at få fat, og mange virksomheder oplever ordretilgang. Eksisterende virksomheder udvider, og nye virksomheder vælger at etablere sig i vores kommune.

    Vi understøtter derfor også virksomhedernes rekruttering og opkvalificering af arbejdsstyrke samt deres forebyggelse af langtidssygefravær. Frederikssund indgår bl.a. i Nordsjællands Rekrutteringsservice sammen med 8 andre kommuner, der medvirker til, at virksomheder i Hovedstadsområdet har kvalificeret arbejdskraft.

    I den kommende tid sætter vi fokus på, at kommunens 4 bycentre og detailhandlen løbende tilpasser sig forbrugernes behov. Vi igangsætter en række initiativer, der understøtter detailhandlen og skaber mere liv i vores fire bycentre.

    Vi sætter desuden yderligere turbo på udviklingen i smartcity Vinge – et af Danmarks største byudviklingsområder, hvor bl.a. verdens bedste aktører indenfor bæredygtighed og it-teknologi skal teste, demonstrere og udstille de nyeste tekniske løsninger, ligesom der skabes en struktur og implementering omkring opsamling, formidling og værdiskabelse af big- data.

    Brugertilfredshed i top

    Vi hviler ikke på laurbærrene i Frederikssund. Vi kan hele tiden blive bedre. Vi kigger løbende på, hvordan vi kan optimere processerne for at gøre brugertilfredsheden hos virksomhederne endnu bedre. Vi vil fortsat have et stort politisk fokus på at styrke erhvervslivets rammevilkår og den kommunale service.

    Sundt og aktivt liv

    Kommunen er borgernes, og deres liv og hverdag sætter dagsordenen for kommunen. I Frederikssund udvikler vi kommunens service sammen med aktive borgere og fællesskaber. Fællesskaber er en vigtig del af vores demokrati.

    Vi satser på mennesker og muligheder 

    Vi skaber gode og sunde forbindelser, og vi indgår i et aktivt samspil med borgere, foreninger, private aktører og andre samarbejdspartnere 

    Hos os får borgerne mulighed for selv at tage ansvar for egen sundhed. Vi skaber rammerne. Det gør vi ved at understøtte og udvikle vores byområder, lokalsamfund og naturens rammer for et aktivt liv.

    Vi er til stadighed optagede af, hvordan vi skaber rammerne for det gode liv. Et liv, der er sundt og aktivt for alle vores borgere – både de stærke og de svage! Det sunde og aktive liv skal også i højere grad gøre vores ældre selvhjulpne. 

    Sundhed i hverdagen

    Vi tænker i bevægelse både i det organiserede foreningsliv og i de mere løse, selvorganiserende sammenhænge. Det stiller løbende krav om, at vi prioriterer vores indsatser og at de udformes på nye måder. Det gør vi bl.a. ved at tænke sundhed ind i hverdagen.

    Et af de helt store initiativer vi i de kommende år sætter i værk, er opførelsen af en helt ny idrætsby i Frederikssund. Det suppleres med centerdannelse i Skibby og Jægerspris. Idrætsbyen skal bl.a. indeholde en svømmehal, nye boldbaner og andre udearealer. Den udvides på sigt med indendørs haller og andre aktiviteter. Vi har desuden skabt tre nye fitnessmiljøer i Sillebro Ådal – kommunens rekreative bypark og en helt ny skaterbane for vores unge.

    Også på havnen i Frederikssund udvides liften af aktiviteter. Der etableres et centralt beliggende havnebad til glæde for de mange turister og borgere i vores område for at skabe endnu mere stemning og liv i havnen.

    Som et nyt tiltag sætter vi også fokus på talentudvikling og på hvordan vi får skabt gode rammer for de talenter, vi har.

    Et andet eksempel på nye løsninger er vores samarbejde med Region Hovedstaden, Nordsjællands Hospital og andre kommuner om at etablere et fælles sundhedshus på Frederikssund Hospital. Vores borgere kan desuden deltage i forskellige sundhedsfremmende initiativer.

    Aktive borgere og fællesskaber 

    Vi har i Frederikssund mange borgere, der bidrager aktivt til at øge livsglæden hos andre og at gøre vores kommune endnu stærkere ved at skabe sammenhold, tryghed og større sammenhængskraft.

    Det vil vi rigtig gerne have endnu mere af. Derfor sætter vi fremover endnu mere fokus på frivillighed. Frivilligt arbejde er både en stor personlig gevinst for den frivillige og for kommunens borgere.

    Mål

    Det er Byrådets mål for erhverv at:

    • Frederikssund Kommunes administrative service og myndighedsområdet fungerer som en dynamisk enhed, der løbende forstår at tilpasse sine ydelser til erhvervslivets behov.
    • Afgifter, som kan reguleres i kommunalt regi – f.eks grundskyld og dækningsbidrag – skal bruges aktivt i forhold til ønsket om en vækstfremmende erhvervspolitik.
    • Frederikssund Kommune skal sammen med FE (Frederikssund Erhverv) facilitere mødet mellem virksomhederne for gensidig sparring, udvikling og netværksdannelse.
    • Iværksættere skal udover de traditionelle tilbud om opstartsmøder og netværk tilbydes fortrolig og ekstra vejledning hos kommunen og/eller FE.
    • Såvel iværksættere som etablerede virksomheder tilbydes en introduktion til Symbiose Frederikssund, så denne platform også kan understøtte vækst og opbygning af nye virksomheder.

    Det er Byrådets mål for job at:

    • Frederikssund Kommunes kommune- og lokalplanlægning afspejler til enhver tid de krav, der sikrer, at kommunen fungerer som en bæredygtig, sammenhængende og udviklingsorienteret enhed. Kommunens 4 bycentre, og den detailhandel der er knyttet her til, tilpasser sig løbende forbrugernes behov.
    • Kommunens 4 bycentre og den detailhandel, der er knyttet her til, tilpasser sig løbende forbrugernes behov.
    • Kommunen og FE har en tæt dialog med virksomhederne for at sikre, at virksomhedernes behov understøttes, hvor kommunen har mulighed for at gøre en forskel.
    • Jobcenteret støtter virksomhedernes rekruttering og vejleder om kompetenceløft af arbejdsstyrken.
    • Styrke samarbejdet med virksomhederne og tilbyde en koordineret og sammenhængende service vedr. rekruttering, kompetenceudvikling og indsats for at begrænse sygefravær.
    • Langvarige modtagere af offentlig forsørgelse får en koordineret, sammenhængende og gerne virksomhedsrettet indsats, der skal sikre, at de kommer i beskæftigelse eller uddannelse.

    Det er Byrådets mål for aktive borgere og fællesskaber at:

    Foreningslivet:

    • Foreningsudvikling: I et tæt samarbejde mellem foreninger, organisationer og kommune skal der etableres fortløbende foreningsudviklingstilbud. Udvalgte foreninger udpeges og understøttes som fyrtårne. Frederikssund Kommune skal have fokus på en samlet og målrettet indsats for de frivillige foreninger. Foreningerne understøttes i deres aktiviteter økonomisk og via passende faciliteter med fokus på aktiviteter for børn og unge.
    • Frivillighed: De frivillige i foreningerne skal opleve, at det er nemt at være frivillig. De frivillige skal anerkendes. De frivillige ledere skal understøttes i deres ledelsesopgaver i foreningerne.
    • Formidling: Borgerne skal sikres let, digital adgang til information om foreningernes mange aktiviteter og tilbud.
    • Rådgivning og vejledning: Foreningerne understøttes med råd og vejledning.
    • Samarbejde: Der skal etableres konkrete samarbejder foreningerne imellem. Samarbejde mellem dagtilbud, skoler, klubber, kulturinstitutioner og foreninger skal styrkes og resultere i konkrete projekter og samarbejder. Samarbejde omkring børn og voksne med særlige behov skal fremmes.
    • Involvering: Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, Kulturrådet og Idrætsrådet inddrages løbende i strategiske drøftelser om centrale emner som: foreningernes muligheder, børn og unge, voksne og ældre, handicapområdet, borgernes sundhed, aktiviteter og faciliteter. Den enkelte forening involveres i konkrete drøftelser om dens vilkår og rammer.

    Selvorganisering:

    • Eksperimenter: Faciliteter stilles til rådighed for selvorganiserede aktiviteter. Betingelserne herfor, f.eks. betaling, fastlægges. Der eksperimenteres med forskellige former for understøttelse i forhold til aktiviteter.
    • Synlighed og information: Det skal være let for borgerne at få overblik over faciliteter, attraktioner og aktiviteter såvel udendørs som indendørs, byrum, naturområder, stier og veje.
    • Kommunikation og netværk: Der skal skabes muligheder for nem kommunikation mellem selvorganiserede, hvor man kan udveksle informationer om og udvikle fælles aktiviteter.

    Talentudvikling:

    • Definition: Der skal sammen med Frederikssund Idrætsråd, Kulturrådet og Frederikssund Musikskole udarbejdes en lokal definition og beskrivelse af talent og elite indenfor idræt og musik. Opgørelse over potentielle talenter – enkeltpersoner og hold. Opgørelsen udarbejdes i samråd med Frederikssund Idrætsråd, Kulturrådet, Frederikssund Musikskole og foreninger.
    • Talentudviklingsområder: På baggrund af definitionen og opgørelsen over talenter fastlægges udvalgte talentudviklingsområder.
    • Talentudviklingsprogrammer: For de udvalgte områder og i samarbejde med interessenter indenfor området udarbejdes og iværksættes mindst ét talentudviklingsprogram og der igangsættes proces for yderligere talentudviklingsprogrammer.

    Kommunikation:

    Vi arbejder for at:

    • Stille brugbar information til rådighed for borgere og virksomheder.
    • Gøre det let for borgerne og virksomhederne at blive hørt.
    • Give alle borgere god service og professionel betjening.
    • Motivere borgerne til at deltage i den lokale debat.
    • Profilere og synliggøre Frederikssund Kommunes aktiviteter.

    Det er Byrådets mål for et sundt liv at:

    Bevægelse:

    • Borgerne har let adgang til natur, byrum og faciliteter, som inspirerer til samvær, leg og bevægelse.
    • Flere borgere er fysisk aktive med særligt fokus på børn og unge.

    Rygning:

    • Andelen af rygere skal mindskes med fokus på grupper med særlig høj andel af rygere.
    • Antallet af nye rygere skal reduceres.

    Trivsel:

    • Flere børn og unge oplever, at de har gode venner og vurderer, at deres selvværd er godt.
    • Flere borgere trives.

    Mad og måltider:

    • Der i kommunens institutioner og tilbud er fokus på sund mad- og måltidskultur.
    • Flere borgere har sunde mad- og måltidsvaner.

    Alkohol:

    • Andelen af voksne, som drikker over Sundhedsstyrelsens anbefalinger for alkohol, reduceres.
    • Alkoholkulturen blandt unge skal ændres, så rusdrikkeri reduceres, og alkoholdebuten udskydes.